Vi starter med at være helt små. I vores øjne er vores forældre utroligt store. Vi tror, at vi aldrig vokser os ligeså store som dem. Det føles som om, der er en evighed. Vi går i børnehaveklasse, og de har arbejdet i næsten alle de år, som venter os i skolen. Vi tror, de er de klogeste mennesker, der findes på jorden, fordi vi endnu ikke er gamle nok til at tænke selv. De er de bedste, klogeste og smukkeste. Alt hvad de siger lyder rigtigt, indtil vi bliver 13. Så forandres vores syn på dem.
Som 13-årige er vi vokset, vi går i 6. klasse og begynder stille og roligt at finde ud af, hvem vi er. Vi begynder at få vores egne holdninger til en masse ting, og pludselig er det ikke alt, hvad ens mor og far siger, der lyder rigtigt. Vi tænker: ”Kunne du ikke lige have sat håret på en flottere måde?” eller ”Hvorfor er alle de andres mødre i klassen så flotte, imens du bare ligner noget, der er løgn? Hvorfor skal du bestemme alting? Hvorfor er den her bluse nu ikke flot? Hvorfor må jeg ikke omgås Trine? Hvorfor må jeg ikke tage til fest? Hvorfor skal i bestemme alting!?” Man får lyst til at farve sit hår fordi, ens bedste veninde har fået lov af sin mor. Man synes, at ens egen mor er et skvat, fordi hun ikke giver en lov til at farve sit hår eller gå med make-up. I virkeligheden tør ens forældre ikke se sit barn vokse så hurtigt op. De ved, at de har masser af tid til at sminke sig endnu. De synes, det er synd, at barnet ikke når at være barn, men vokser op så hurtigt. Så tror de, at hvis de tager sminken fra dem, vil det gøre dem til børn igen, men sådan fungerer det ikke. Når, først barnet er begyndt at interessere sig for sådan nogle ting, er det slut. Ens barn er altså ved at blive voksent. De kommer op i teenageårene og opfatter deres forældre som irriterende og forstyrrende.
Det er gratis at oprette en konto