Det er formålet med forsøget at sammenligne blodglukosekoncentrationen for en diabetiker og formodede raske personer.
For at forstå hvad forsøget belyser, skal man vide noget om diabetes.
Diabetes er en sygdom hvor blodets indhold af sukker (glukose) fra mad og drikke er meget højere, i meget længere tid end hos ikke-diabetikere.
Når vi spiser kulhydrater bliver de nedbrudt til glukose.
De går over i blodet fra tarmen, og når blodglukosen stiger, frigøres der et hormon fra bugspytkirtlen, der kaldes insulin.
Insulin er vigtigt for kroppen, da det gør at glukosen og aminosyrerne i blodet kan komme ind i kroppens celler, hvor det bruges til forbrænding, energi eller bliver oplagret. Når man har diabetes optages glukosen og aminosyrerne ikke ordentligt i cellerne. Derfor stiger koncentrationen af dem meget i blodet, lang tid efter et måltid. Da næringsstofferne ikke kan binde sig til cellerne, kommer de ud i urinen.
Når man spiser, optages samtidig med glukose også protein i form af aminosyrer og fedtstoffer fra tarmen og føres med blodet til leveren og bagefter ud til cellerne. I leveren og ude i cellerne bliver aminosyrerne "byggesten" for celler, og glukosen er et brændstof, som hjælper til denne proces. Fedtstofferne har stor betydning for cellernes funktion. Ved forbrændingen dannes der også varme. Bliver aminosyrer ikke brugt på anden måde, bliver de omdannet til glukose i leveren. Glukosen bliver oplagret i leveren i lange kæder som glykogen. For at dette sker, har man brug for en bestemt mængde insulin i kroppen. Bliver blodglukosen (blodsukkeret) for lavt, frigiver leveren glukose fra glykogenkæderne.
Det er gratis at oprette en konto