Hærværk: om at forklare det man ikke kan forsvare

Hærværk er den mærkeligste form for kriminalitet jeg har begået. Én gang rev jeg fuldstændig umotiveret telefonrøret af en telefonboks. Et hårdt ryk hvorefter jeg stod med det afrevne rør i hånden og grinede dumt til en af vennerne, som bare fnisede lidt forlegent. Han syntes ikke det var særligt fedt gjort, og jeg havde da også et forklaringsproblem bagefter. Mest over for mig selv, da det aldrig blev opdaget, at det var mig, som havde gjort det. Tyve år efter kan jeg stadig ikke forklare, hvad jeg havde gang i. Eller rettere: Forsvare hvad jeg havde gang i. For der må være forklaringer på, hvad der får mennesker til at begå hærværk. Ellers var det ikke så udbredt, som det er. Jeg ser ridsede biler og nedsparkede skraldespande hver dag på vej til mit arbejde. På stationen i min by er der nogen, der konsekvent baldrer ruderne i trappeopgangen til perrontunnelen. Ligeså konsekvent sætter Banedanmark nyt glas i. Weekenden efter er de knuste igen. Det er lige så sikkert, som at toget er forsinket mandag morgen. Hærværk er bare pissepopulært, og det har det været al den tid jeg kan huske. Når nye generationer bliver ved med at synes, at det er fedt at gøre noget, der er ufedt for andre og som de sikkert senere fortryder at have gjort, må der være forklaringer på fænomenet.