Spraymaling på en mur. Nogle kalder det hærværk. Andre, som f.eks. den franske graffitimaler Zevs, kalder det gadekunst. Hans vision er et andet byrum end det, der præges af reklamer og fantasiløse byplanlæggere.
Spraydåsen som metode kan diskuteres, men visionen er der mange, der bakker op om. De seneste år har arkitekter og forskere råbt op om, at privatiseringen og strømliningen af det offentlige rum er gået for vidt, bl.a. med den konsekvens, at vi lever mere isoleret end tidligere.
Her skal man huske på, at selve demokratiet blev grundlagt på en plads i det gamle Grækenland. Det offentlige rum anses af mange for at være dér, hvor vi træder i karakter som borgere i et fællesskab.
Så hvad sker der med demokratiet, når det offentlige rum ændrer karakter? Er det rigtigt, at reklamen har lettere adgang til byens rum end kunsten? Og kan man overhovedet udvikle vores byer - hvis idealet er at der skal være plads til alle?
De spørgsmål diskuterer de medvirkende i ugens Agenda: Partner i Gehl Architects Helle Søholt, kunstkritiker ved Dagbladet Børsen Toke Lykkeberg, gadekunstner Zevs.
Forannoncering: Hvem må male på byens mure? Skal indkøbscentre være indrettet, så alle borgere har lyst til at komme der? Og er der for mange reklamer i gadebilledet? Det er nogle af spørgsmålene i Agenda, som ser på, hvem der har magten over det offentlige rum
Det er gratis at oprette en konto