Doping på godt og ondt

Anders Nedergaard aka Incognito, MSc humanbiologi, forskningsassistent Idrætsmedicinsk institut, bispebjerg hospital [EMAIL XX]

Dopingens historie

Brugen af mandligt kønshormon, og syntetiske hormoner der ligner (udviklet til at øge muskelmassen), fulgte umiddelbart i kølvandet på 2. verdenskrig, hvor man benyttede disse til at få krigsinvalider på fode igen. I østblokken startede man, efter sigende, brugen i sportssammenhæng i de tidlige 50’ere (testosteron) og i 1956 kom det første syntetiske steroid til USA – methandrostenolon. Senere blev stoffet markedsført under navnet Dianabol - nok dét mest populære steroid i historien. Meget tidligt fandt styrkesportsatleter ud af, at piller gav drastisk styrkeforøgelse og dermed succes i deres valgte sportsgrene. Den mørke side, af brugen af steroider, spøgte dog allerede i kulissen. John Ziegler, opfinderen af Dianabol, var til verdensmesterskaberne i vægtløftning i 1954 med sin vægtløftningsklub, York barbell Club. Der oplevede han at: 1) Østblokkens løftere var meget stærkere end løfterne fra vesten og 2) Flere af de russiske løftere, selv de helt unge, var usædvanligt behårede. 3) Nogle af dem havde så store vandladningsproblemer, at de måtte have indopereret et kateter for at kunne afgive urinprøver - et problem, der næsten udelukkende kan være forårsaget af forstørret prostata. Begge symptomer er forbundet med et øget niveau af androgener, mandlige kønshormoner, og der cirkulerede da også rygter om, at russerne havde fundet en ”trylledrik”. Her opstod konceptet ”designersteroider” for første gang, da John Ziegler indså, at man gerne ville opnå muskelforøgelse uden de klassiske androgene bivirkninger. Det førte til opfindelsen af Dianabol to år senere - et steroid som havde bevaret en stor del af de anabolske egenskaber, men med en svækket androgen profil. Figur 1 Den kemiske struktur af Dianabol, ”faderen” til alle moderne syntetiske steroider. Op igennem 60’erne, 70’erne og 80’erne dukkede der fortsat flere nye steroider op, det ene påstået ”bedre” end det andet. Brugen blev yderst udbredt - først blandt styrkesportsfolk og senere som en ”naturlig ingrediens” i bodybuilding/fitnessbølgen i 60’er og 70’ernes USA (bodybuilding/fitnessbølgen kom cirka 10 år senere til Europa). Det var også i 80’erne, man for alvor begyndte at fokusere på de potentielt sundhedsskadelige effekter ved brugen af androgener. I forvejen eksisterede der en voldsom diskussion omkring de etiske problemer ved brugen af hormoner. Der blev efterhånden oprettet dopinglove, IOC tog officielt afstand fra brugen af hormoner og der blev stiftet antidopingforbund. Nu var ”man” officielt og aktivt imod brugen af hormoner. Hvad der også viste sig at være af betydning, var fremkomsten af væksthormon. Det første væksthormon der var tilgængeligt, under navnet Grorm, var suget ud af hypofysen på lig(!). Senere, med landvindingerne inden for bioteknologi, blev man i stand til at producere rekombinant væksthormon i bakterier i stor skala. Det gjorde det almindeligt tilgængeligt inden for dopingmiljøet. Sidst i 80’erne og i starten af 90’erene dukkede der endnu et hormon op, IGF, som ligeledes blev almindeligt tilgængeligt. Samtidigt begyndte brugen af insulin at blive udbredt som præstationsfremmende middel. Ved siden af de nævnte stoffer findes der flere medikamenter, som har fundet anvendelse som anabolske dopingmidler - blandt andre betaagonister (i klinisk brug som astmamedicin). I en kategori helt for sig selv findes midler, som bruges til at øge forbrændingen, navnlig stofskiftehormon (T3/T4) og 2,4-dinitrophenol (DNP). Disse to er særegne, fordi de ikke er præstationsfremmende. De har altså kun været anvendt blandt folk, som har et kosmetisk mål - i modsætning til et præstationsmæssigt mål - det være sig almindeligt vægttab eller en meget lav fedtprocent i forbindelse med deltagelse i bodybuilding eller fitnesskonkurrencer.