I artiklen fortæller Chris MacDonald om den negative fremgang inden for sportsfolk, gendoping og snyd. Han fortæller bl.a. om at de olympiske lege i Athen ville blive de sidste hvor doping ville begrænse sig til lægemidler. I 2008 i Beijing ville deltagerne kunne benytte sig af gendoping med muskelvæv som ikke kan spores. Han fortæller også om en større undersøgelse der er blevet lavet i USA, hvor man spurgte 200 amerikanske olympiske deltagere om de ville tage et forbudt stof, hvor de så ville vinde alt i fem år og der efter ville de dø, hvad svarede de?
Hvis alle bare tager doping så har man ikke rigtigt kæmpet hårdt for at vinde, altså vundet på ærlig vis. Og jeg ved selv hvor fedt jeg synes det er, når vores håndboldhold har trænet ekstra hårdt op til en vigtig kamp, hvor fedt det så er at vinde den kamp. Den følelse ville man ikke kunne få hvis man bare har taget et stof og så vinder. Det synes jeg er noget at det bedste ved at gøre noget ekstra ud af noget, og så at det belønner sig.
Når en sportsmand tager et dopingstof, er det jo også fordi det kan blive en barnedrøm som kan gå i opfyldes, det man har drømt om hele livet. Stå der oppe på podiet og modtage en af de største priser man over hovedet kan få, en OL eller VM – medalje. Men så kommer spørgsmålene igen. Hvor meget har man så fortjent det? Hvor meget ære er der i det når man har snydt sig til det? Jeg kender da selv til de drømme, hvor man ser sig selv stå der oppe og få overrakt en OL- medalje. Men alligevel tror jeg aldrig jeg selv kunne finde på at tage doping.
Det er gratis at oprette en konto