Jeg var tidligere det, man kunne kalde 'populær' på min årgang. Den høje pige med altid en sjov kommentar på læberne. Jeg følte, det var mit job at få folk til at grine, selvom jeg ofte havde svært ved at grine selv. Jeg tog en falsk mobil med i skole for at skrive med pigerne over Snapchat og spurgte læreren om toiletpauser, så jeg kunne tage en snus eller Vappe ude på toilettet. Jeg var den pige, der vil komme for sent til sine timer hver dag, men så da hun endeligt ville komme i skole, vil hun hænge ud med vennerne på toilettet. Jeg hang omkring pigerne som var for optaget i alle ændres problemer, at de glemte at fokusere på deres eget. De piger, der gik så meget op i ’loyalitet’, men sekundet der sker en intern diskussion, ville alle vide om det. Men der skete et skift over sommeren. Jeg havde en trang til bare lukke alt og alle af, og virkeligt fokusere på mig selv. Men over sommeren ændrede noget sig. Jeg indså, at jeg stod stille i alt det fis og måtte begynde at tage min fremtid seriøst. Jeg brugte en stor del af sommeren på at reflektere over da nuværende liv. Jeg tror, det var, da alle begyndte at spørge mig, over sommeren om hvilken klasse jeg skulle til at starte i, hvor jeg så sagde 9., at folk ville stille mig det uundgåelige spørgsmål om ’ved du, hvad du kunne tænke dig at lave efter 9.’. Der fik tankerne til at køre rundt. Jeg tror, at mange teenagere kan relatere til det dilemma, hvor de enten kan vælge at være sammen med de 'seje' fra årgangen eller lade være – og risikere at blive opfattet som den, der sidder alene i pausen. Det er ikke, fordi der er noget galt i at sidde alene, men princippet i, at når man virkelig dedikerer sin tid til skolen, bliver man hurtigt set som 'tossen, der prøver for hårdt,' eller får kommentar kastet din vej, som 'hvorfor spiller du hellig.
Det er gratis at oprette en konto