Jeg føler mig anderledes. Fra det øjeblik jeg blev født, har min hud været gylden, som om jeg var dækket af et lag af glitrende guld. Det lyder måske magisk, men det føles slet ikke sådan. Når folk ser mig, stirrer de. Nogle smiler, men de fleste vender sig væk, som om jeg er noget fremmed. Jeg prøver at ignorere det, men det gør ondt. Det er som at have en usynlig mur mellem mig og resten af verden.
I skolen er det værst. Jeg går gennem gangen, og folk hvisker bag min ryg. "Se ham der – ham med guldet," siger de. Jeg prøver at lade som om, jeg ikke hører det, men det gør jeg. Jeg sidder altid bagerst i klassen, langt væk fra de andre. Ingen sætter sig ved siden af mig, og jeg tør ikke selv tage kontakt. Det føles, som om jeg har en tung sten i maven hele tiden.
Pausen er endnu værre. Alle samles i små grupper. De griner og taler sammen, mens jeg sidder alene med min madpakke. Jeg forestiller mig, hvordan det ville være at være som dem – at være en del af fællesskabet, at nogen ville savne mig, hvis jeg ikke var der. Men i stedet føler jeg mig som en ø, isoleret og alene.
Det er gratis at oprette en konto