Familietraumer i Dorte Nors' 'Mor, mormor og moster Ellen'

Familietraumer. Ingen fortrækker dem, men der er desværre stadig nogle, der besidder dem. De kan koste flere generationer en god og sund opvækst i værste tilfælde, og de kan være meget svære at bearbejde, når man helst bare vil glemme. Et forsøg på bearbejdelse og lidt en modsætning på samme, kan man læse om i en novelle af Dorte Nors, som hun har kaldt for ”Mor, mormor og moster Ellen” (2008). Her møder vi en mor og en moster til den mandlige hovedperson, som fortællingen udspiller sig fra. De har begge traumer i bagagen fra deres egen mor, som var omsorgssvigtende og udsatte dem for psykisk vold især under WW2. Fortællingen forløber med beretninger om de hændelser, som mormor udsatte sine døtre for, som bliver fortalt videre til den ene søsters søn, og som han erindrer igen efter sin mors død til kræften, da han er over 40 år og fuldvoksen. Det er både et tema om fortrængning og fornægtelse, som driver novellen frem til sit klimaks. Dette tema vil jeg belyse i min analyse, og dertil vil jeg kigge på fortællerforhold, kompositionen og det komplicerede forhold personerne imellem. Som perspektivering perspektiverer jeg til ”Langdigt” af Yahya Hassan (2013) som deler flere af de samme tematikker.