Men ude over sletten kan hun ane en lille, krumbøjet skikkelse, som kommer travende mod hende, med en snegls hastighed. Hun kan kun lige se, at det er et menneske. Mørk som havet slæber den sig gennem skoven, uden livsglæde, uden livsmod. Uden noget mål, hverken i sin gåtur, eller i sit liv. Ligesom dengang hvor hun havde gået ud i skoven, med en stor kniv i hånden. Hun havde følt sig så tom, følt sig som en marionetdukke, styret af den kommentar, som hendes mor havde sagt så defaitistisk. Det var sket i et sort skænderi. Det de skændtes om, var så ligegyldigt, men begges vilje til at ville vinde bataljen, fik det til at blusse op. Til sidst havde moren sagt det, og tårerne begyndte at trille ned af den unge, hvide pigekind. Hun havde set på moren, der bare var gået. Så skete det. Det var egentligt ikke noget hun tænkte over, eller besluttede. Det hele virkede bare så naturligt. Kniven der stod i holderen, døren der stod på klem. Hun begyndte at løbe. Den velkendte duft af natur, blandede sig pludseligt med en anden og mere fremmed duft, blod. Hun løb, indtil hun kom til skoven. Hun havde været der hundredvis af gange. Alligevel syntes hun at ane, at noget var forandret. Skoven var ikke så grøn som den plejede. Den velkendte aftendug var ikke så smuk som den plejede. Alt var anderledes. Mere mørkt, mere dystert, mere trist. Hun begyndte at gå, langsommere og langsommere. Hun kunne høre sætningen igen og igen. ”Line, nogle gange ville jeg sku ønske du var død,” lyder ekkoet, inde bag hendes blege ansigt.
Det er gratis at oprette en konto