Pestens betydning for menneskelige relationer

I beretningen skriver Boccacio blandt andet om, hvordan “broder lod broder i stikken, onkel sin nev, søsteren sin broder og hyppigt også konen sin mand”, her fortæller han om, hvor tvunget folk var, til at efterlade alle dem de havde kært, hvis de blot viste det mindste tegn på sygdom. Gennem denne sygdom, anser selv forældre ikke deres børn, for værdige af deres pleje, da de selv havde set de konsekvenser, som sygdommen bar, nemlig døden. De ænsede ikke hinanden, de bekymrede sig ikke om hinanden og hele situationen var komplet uoverskuelig, især beskriver han hvordan man låste folk inde, og da de begyndte at lugte, ville man da hente dem, for så at forsøge at begrave den voldsomme mængde døde. Han skriver også om at i frygt for sygdommen og dens konsekvenser er den eneste grund til at naboerne hjælper liget inde ved siden er grundet lugten. Dem, der blev plejet, var kun de rigeste. Tjenestefolk kunne, for meget stor betaling, finde på at pleje de syge mennesker, selv hvis de måtte miste livet under tjenesten. Dog fandtes der venner, der var villige til at hjælpe deres nær, dog var de i undertal. Vi tænker, at alt dette kunne bringe et hvis had, til de individer, der blev syge, da man kunne blive nødt til at forlade dem og andre omkring, af frygt for selv at blive smittet. På den anden side kunne de syge langsomt ligge døende, ensomme, og helt aldeles alene, imens deres familie forsøgte at frelse dem selv.