Den Sorte Død: udbrud, konsekvenser og perspektivering

Redegør for udbruddet af den sorte død under middelalderen.

Livsbetingelser i 1300 tallet.

Analyser konsekvenserne der var i middelalderen pga. den sorte død.

Dødelighed på landet og i byen.

Muligheder for de overlevende holdninger til kirken.

Vurdere om den sorte død kan perspektiveres til nutidens sygdomme.

Indledning:

Pesten er den værste største katastrofe der nogensinde har ramt Europa. Pesten havde en periode på mere en 350 år hvor den fra 1347 til slutningen af 1600-tallet, blev ved med at ramme befolkningen med Pestepidemier, som slog mennesker ihjel i tusindtal. Igennem tre et halvt århundrede var pesten en faktor, den var nærværende i ethvert menneskes liv. I 1700-tallet skrev danske historiker om pesten, og om hvordan den slog folk ihjel. De fleste har beskrevet pesten som en levende form, som sniger sig frem. Det er først i slutningen af 1800-tallet, at pesten nærmest bliver skrevet ud af historiebøgerne. Man mener, at pesten konstant var til stede, men kun var i udbrud når befolkningens modstandskraft var svagest, som for eksempel ved landbrugskrise og hungersnød. Pesten betragtes med andre ord som en konsekvens af større strukturelle ændringer i samfundet.

Udbruddet i Middelalderen:

Pesten startede omkring 1340erne. På det tidspunkt var Europa blevet overbefolket, fordi der havde været så roligt i 11 og 1200-tallet, var Europas befolkning vokset enormt. Det skyldtes også, at der var stille og rolig i 11 og 1200-tallet, det var levestandarten der sørgede for at overbefolke Europa. I 1337 blev der uro i Europa, hundredårskrigen brød ud, og den forsatte helt til 1453. Mange mennesker og dyr blev syge, man begyndte at spise hunde og katte for at overleve. Der er også beretninger om kannibalisme, man skar de døde ned fra galgerne og spiste dem. Det var i 1348 at Danmark blev ramt af Pesten. Pesten kom helt fra Asien og blev kaldt for Den Sorte Død. I Danmark døde ca. over halvdelen af befolkningen, og det udnyttede Valdemar. Valdemar bestemte, at hvis man dødede uden at have en arving, så fik kongen alle ens penge og værdierne. Pengene brugte han til at betale panthaverne med. Det gjorde, at Danmark var et nemt offer for ”Den Sorte Død” som var bare et af Pestens mange navne. Det var usikkert hvor epidemierne kom fra, men man er sikker på, at den der udbrød i 1340erne kom fra Asien. Den spredte sig til Syditalien og så hurtigt mod den nordlige retning. Det var i slutningen af 1348, at pesten nåede til Skandinavien og Danmark. Man er ikke helt sikker på, hvordan Pesten bredte sig, og det er stadig ikke opklaret. Dengang troede man at byldepesten er en gnaversygdom, den eksisterer blandt grupper af vilde gnavere, hvor antallet af dyr er stort nok til, at sygdommen hele tiden kan overleve, uden at gnaverpopulationen formindskes meget. For mennesker er sygdommen kun farlig, hvis den bliver spredt til en gnaverbefolkning, der opholder sig i nærheden af menneskelig beboelse, som tilfældet med rotte arten Rattus rattus, også kaldet hus rotten eller den sorte rotte. Byldepesten smitter ikke direkte fra rotter til mennesker, men kan derimod overføres via rotternes lopper, der efter at have bidt en inficeret rotte har fået store mængder bakterier ind i sig. Disse bakterier bliver overført til det, loppen bider for eksempel et menneske. Det er på denne måde en person kan blive smittet med byldepest. Der er ingen direkte fra menneske til menneske. Under den tredje pandemi var det tydeligt, fordi plejepersonalet på sygehusene som tog sig af de byldepestinficerede patienter, stort set aldrig blev syge. Ligeledes var det meget sjældent, at flere fra samme husstand blev syge. Der gik længe før folk fandt ud af, at pesten smittede mellem mennesker. Der var også mange teorier om hvordan man kunne kurere folk. Læger og andre folk skrev en masse bøger om hvordan man kunne blive kureret mod pesten og i bøgerne modsagde de sig også hvad andre folk skrev. Det var ikke altid, at pesten ramte lige hårdt alle steder. Den ramte hårdest hvor der var tæt befolket, dem der boede isoleret kunne helt undgå at blive ramt. Epidemierne bestod af to former for pest, den ene var byldepest, og den havde en dødelighed på 60-90 %. Ved byldepest gik der ca. 4-7 dage fra man var smittet til man døde. Den form for pest kunne også vise sig som blodpest, hvor man bare døde efter få timer. Den anden form for pest var lungepest, dens dødelighed lå på næsten 100 % og døden skete et døgn efter. Det skiftede noget om det var byldepesten eller lungepesten der på et tidspunkt var mest fremherskende. Pesten kunne godt dø ud af sig selv efter 4-5 måneder, men den kunne sagtens overvintre et sted og så slå til igen efter flere måneders søvn. Man mener i dag, at mellem en tredjedel og halvdelen døde af pest i de tre år den varede. Middelalderfolket var i stor angst da pesten kom, godt nok kendte de til pesten og død i store mængder, men slet ikke på den samme måde, de havde aldrig set så mange mennesker dø så hurtigt og så fremtrædende som pesten. Dengang troede man, at det var Guds værk, og at han ville straffe og hævne sig på menneskene. De regler der var i middelalderen blev sat til side, og dem der før tog sig af familie og andre, holdt op med at bekymre sig om dem, men tænkte kun på sig selv og at overleve. Pesten havde dog en positiv virkning efter den sluttede. Dengang i Middelalderen havde man ingen chance for, at blive til noget medmindre ens forældre var det. Det ville sige, at hvis dine forældre var tiggere så blev du selv tigger. Var din far skomager, så blev du også skomager. Der var mange håndværkere, købmand o.s.v der døde under pesten. Og da så pesten stoppede var der stor mangel på arbejdskraft.