Knud Ejler Løgstrups kritik af emotivismen

Knud Ejler Løgstrup var ikke en klassisk emotivist, men han anerkendte, at følelser spiller en vigtig rolle i

moralske vurderinger. I Den etiske fordring (1991) beskriver han, hvordan menneskelige relationer

naturligt indebærer en spontan og umiddelbar etisk fordring, der opstår i mødet med andre mennesker.

Denne fordring kan ikke reduceres til subjektive følelser eller holdninger, som det sker i emotivismen,

men snarere er en objektiv forpligtelse, der udspringer af livets grundlæggende vilkår. Løgstrup

understreger, at vi altid har magt over andres liv, hvilket uundgåeligt medfører et ansvar (Løgstrup, 1991).

Emotivismen, som A.J. Ayer og C.L. Stevenson fremfører, mener, at moralske udsagn blot udtrykker

følelser eller forsøger at påvirke andres følelser. Ifølge denne teori eksisterer der ingen universelle

moralske fakta, kun individuelle følelsesudtryk. Løgstrup kritiserer denne tilgang for dens subjektivisme

og argumenterer, at følelser også er erkendelser af vores etiske ansvar over for andre. Den etiske fordring

er ikke blot vilkårlig, men en grundlæggende del af vores menneskelige eksistens, som opstår i mødet med

andre (Løgstrup, 1991).

Løgstrup argumenterer for, at etiske normer er rodfæstet i vores fælles livsvilkår og derfor har en objektiv

karakter. Han skriver, at “den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget