Filmatiseringen er et vigtigt skæringspunkt mellem to kulturelle former, mellem
ordkultur og billedkultur. Fra begyndelsen har filmatiseringen været anset som
et vigtigt kulturformidlende initiativ, men har samtidig ofte - som filmmediet
overhovedet - været ringeagtet af den litterære højkultur. Litteraturen står
traditionelt for de seriøse kulturværdier og filmen for det nye, underholdende
pjat, og filmatiseringen har som kulturelt fænomen ofte haft karakter af en
gensidig tjenesteydelse mellem de to medier: filmen henter stof og kulturel
respektabilitet hos litteraturen, mens litteraturen henter popularitet og reklame
(og dermed penge) hos filmen.
Dansk film og litteraturen
I dansk kultur har litteraturens og filmens samspil bevæget sig gennem en
periode, hvor filmen blev bekæmpet af den litterære højkultur som et frivolt og
useriøst tidsfænomen, der truede den egentlige (dvs. den verbale) kultur, og
frem til accept og mere jævnbyrdig tilpasning i den kulturelle scene, hvor
filmen bl.a. beviser sin eksistensberettigelse ved at formidle de litterære værdier
til et stort publikum. Det er blevet mere indlysende, at begge medier kan byde
på såvel højkultur som lavkultur, og endda – i stadig højere grad – værker, der
rummer en blanding af begge dele. Men i flere officielle sammenhænge er de
gamle kunstarter (f.eks. litteratur, teater, billedkunst) dog stadig højere vurderet
Det er gratis at oprette en konto