Den storpolitiske konflikt mellem de kapitalistiske og de
kommunistiske lande i perioden efter 2. Verdenskrig,
dvs. 1946-47 til ca. 1989-90.
Betegnelsen er også blevet brugt om det konfliktfyldte forhold mellem Vesten og Sovjetrusland
efter Den Russiske Revolution i 1917.
I dette perspektiv var krigstidssamarbejdet imod Nazityskland kun en parentes i en
grundlæggende ideologisk konflikt mellem totalitær kommunisme og liberalt/socialdemokratisk
demokrati.
Set i et magtpolitisk perspektiv var den kolde krig primært en konflikt om kontrollen over Europa
og senere den øvrige verden mellem 2. Verdenskrigs sejrherrer, de nye supermagter USA og
Sovjetunionen.
Den kolde krigs særkende var, at den forblev "kold" ikke mindst pga. de nye kernevåben og den
gensidige afskrækkelse, som gradvis blev opbygget mellem supermagterne. Til gengæld var der en
række stedfortræderkrige i den tredje verden med forskellige grader af stormagtsindblanding.
Mens konfliktforholdet forblev intakt over mere end 40 år, var den kolde krig præget af et
svingende spændingsniveau. Det var højt i den indledende fase, indtil 1953, da konflikten
centreredes om Europa og Østasien.
Vigtige hændelser i den periode var Trumandoktrinen med USA's indgriben i Den Græske
Borgerkrig 1947, den amerikanske Marshallplan fra 1947/48, den sovjetiske blokade af Berlin
1948/49 og den efterfølgende deling af Tyskland i 1949.
Det er gratis at oprette en konto