Analyse af N.F.S. Grundtvigs 'Langt højere bjerge'

I romantikken trøstede man sig over virkelighedens barske realiteter ved at hylde naturen, harmonien

og alt det gode. Netop denne optimisme bliver et grundlag for Grundtvigs sang ”Lang højere bjerge”

(1820), som også kendes under navnet ”Danmarks trøst”. Sangen blev skrevet i anledning af

Embedsmand og forfatter Christen Prams afskedsfest, med et særligt henblik på at dæmpe

melankolien i Danmark efter barske tider i starten af 1800-tallet, hvor landet var tynget af blandt

andet Statsbankerotten og afståelsen af Norge.

Derudover lægger Grundtvig et særligt fokus på at sammenstille folkets karakter med naturen, og

fremhæve nationalromantikkens fundamentale forståelse af naturen som et spejl for sjælen.

Sangen er delt op i seks strofer med seks vers i hver strofe, med en traditionel digtform og enderim –

som oftest ses i romantikken. I den første strofe afsløres det allerede, at sangen er en hyldest på

særdeles danskhed når Grundtvig skriver således: ”Vi dannemænd tage til takke; Vi er ikke skabt til

højhed og blæst, ved jorden at blive, det tjener os bedst.” (strofe 1, vers 4-6) Med ordene ”højhed og

blæst”, menes der at Danmark ikke har bjerge som et symbol for storhed - og at det jordnære passer

danskere bedst. Dette fungerer som en slags spirituel sammenligning mellem det danske folk og den