Dokumentarfilm forbindes ofte med virkelighed og troværdighed, men en dokumentar viser aldrig virkeligheden helt neutralt. Instruktøren vælger, hvad der skal filmes, hvilke billeder der skal klippes sammen, og hvordan lyd, musik og kameraføring skal bruges. Derfor beskrev dokumentarfilmens pioner John Grierson dokumentaren som en ”kreativ bearbejdning af virkeligheden”. Det er særligt interessant i den observerende dokumentar, hvor kameraet helst skal virke tilbagetrukket, som om seeren blot får lov til at overvære virkelige situationer. Alligevel kan filmiske virkemidler påvirke vores opfattelse af personerne meget. Det ses tydeligt i Blodets bånd fra 2013, instrueret af Christian Sønderby Jepsen og Pernille Bervald Jørgensen. Dokumentaren handler om en familie, der er præget af alkoholmisbrug, omsorgssvigt og en fortid, som børnene forsøger at forstå. I anslaget fra 00:00 til 05:58 bruges der både fakta- og fiktionskoder til at skabe en personlig og alvorlig fremstilling af familien. Samtidig viser anslaget, hvordan filmiske virkemidler kan skabe nærhed, uden at filmskaberne selv træder tydeligt frem.
Anslaget består af otte scener, før dokumentarens titel kommer på skærmen. Allerede fra begyndelsen bliver seeren ført ind i familiens verden, men uden at få hele historien forklaret. De første scener hænger tæt sammen, fordi kameraet først bevæger sig udenfor huset og derefter indenfor. Det giver en følelse af, at vi som seere bevæger os ind i familiens private rum. Senere ser vi flere af kvinderne i familien sidde med gamle fotografier, og på den måde bliver de forskellige scener bundet sammen. Fotografierne bliver et vigtigt virkemiddel, fordi de hele tiden peger tilbage på fortiden. De fungerer samtidig som en faktakode, da de dokumenterer, at personerne og familiens historie er virkelige. Samtidig får billederne en mere symbolsk betydning, fordi de viser en fortid, som ikke længere kan ændres, men som stadig præger personerne.
Det er gratis at oprette en konto