Endelig! Efter lang vente liste, havde jeg endelig fået en lejlighed. Det var svært her i byen. Alle folk flyttede til, fordi der var masser af arbejde. Eller det er hvad de tror der er. Man sælger alt, flytter hertil, og finder ud af, at man har snydt sig selv. Også begynder man at græde over det spildte mælk. Der er også pladsmangel, så i stedet for at bygge og gøre byen større i omfang, bygger man opad, og det er, hvad byen specielt er kendt for.
Jeg havde fået en lejlighed i en af de mindre etagehuse. Der var kun 4 etager. Jeg havde håbet på en af de store, måske 20 etagers, men man må tage, hvad der kommer. Så jeg flyttede ind på 4. etage. Der var en lille small trappe, og det gjorde det svært for indflytningen og elevatoren var ude af drift, og ingen vidste, hvornår den ville blive lavet, så jeg flyttede alle de ting jeg kunne få op, og ventede på elevatoren skulle repareres.
Huset var gammelt. Meget gammelt. Alting havde denne kedelige brune farve. Meget gammel stil. Trappen var af gammel, knirkende træ. Man skulle tro den ville brase sammen ethvert øjeblik. Naboerne, ja, dem hører man ikke meget til. De er de typer, der kan lide at holde sig for sig selv. Det smitter måske, fordi det gælder dem alle. De kan heller ikke engang hilse. Det må være dette rådne sted. Man bliver nok et med det efter et stykke tid. Man kan heller ikke rigtigt sove i weekenden, fordi det unge par en etage under mig, hører højt musik. Hvis det ikke var for det tynde gulv, så kunne jeg måske få noget mere ro.
Det er gratis at oprette en konto