Før i tiden, var folk afhængige af arbejdet. Hvis ikke de beskæftigede sig med noget, ville de ikke have råd til lægehjælp, mad og idet hele taget ville de ikke have råd til at kunne leve. Dengang var det manden som var ude og arbejde, mens kvinden var hjemme og passe børnene. Men hvad så med enkerne? De arbejdsløse? De uarbejdsdygtige? I princippet ville de have meget svært ved at overleve. For kvinderne var jo ikke i arbejde dengang, de arbejdsløse havde jo mistet deres jobs, og de uarbejdsdygtige var ude af stand til at arbejde.
Socialdemokraterne kom i regeringen i 1933. De bekymrede sig meget om de svage og arbejdsløse i samfundet, og på deres sikkerhed. De ville derfor have en reform, også kom socialreformen. Socialreformen samlede alle tidligere love i fire store, nemlig sygeforsikringsloven, arbejdsløshedsloven, alderdoms- og invalideforsikringsloven samt forsorgsloven. Denne reform skete i 1960’erne. Samtidig kom der også udvikling i erhvervslivet, kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Selvom socialdemokraterne var dem, der ville have socialreformen, er det forkert at kalde den danske velfærdsmodel for den socialdemokratiske model. For gennem de sidste 100 år, har de andre politiske partier også bidraget til udviklingen. Man kan heller ikke kalde velfærdstaten for en socialdemokratisk ideologi, fordi den er et nationalt politisk kompromis, hvor politikerne er gået på kompromis med hinanden, og har så organiseret og finansieret de ydelser som vi har fået til rådighed. Velfærdstaten er dog heller ikke kommet uden udfordringer. I mellemkrigstiden var de politiske kampe om velfærd særlige markante. 1920’erne var kampen blevet som land mod by, arbejder mod bonde og venstre mod socialdemokraterne. Det hele bare på grund af uenigheder vedrørende hvordan velfærdstaten skulle være. Disse stridigheder er så en af grundene til socialreformen.
Det er gratis at oprette en konto