Digtet starter forholdsvis afslappende, hvor ”manden” ligger og tager solbad. Han tager sympati til sit skelet, da det ikke får lov til at komme ud i solen. Han begynder at tænke over hvor ydmygende det egentlig er, og det gør ham vred. Starten af digtet er det ”manden” som snakker. Det ser vi på linje 15, side 1: ”fornemmer jeg min benrads fosforescerende harme:”
Det er der skelettet tager over. Kolonnen understøtter, at det er skelettet, der taler til manden. Det er skelettet, som vil ud med sin vrede. Vi betragter det som om han er blevet nedgjort på en måde, og nu er det tid til at sige fra. Han er vred, og hans mål er at realisere alle skeletters retmæssige drøm: Nemlig at komme med døden.
Stemningen stiger efterhånden i digte, og der begynder at komme en smule klamme udtalelser og udtryk som ”sentimentale indvolde, blødsødende hjerne”. Han har brug for at slippe ud af sin krop og slippe af med alt det overflødige i hans liv. Vi ser igen længere nede i diget, at det er skelettet som taler. Det gør vi på linje 18, side 2: ”har måttet stå model til fra din side”. Her kan vi stadig se, at det er skelettet som taler.
Det er gratis at oprette en konto