Pelle Erobreren, fortsættelse

Pelle ser ham i øjnene. ”Han ville gerne smide mig i fængsel, men han tør ikke!” tænker han, og sætter igen toget i bevægelse. De når militærets afspærringer, og stopper for et kort øjeblik tyve meter foran vejspærringerne. De to flokke står overfor hinanden, afventende på hvad deres ledere vil gøre. Den ene gruppe, bestående af et par tusinde soldater, alle udrustet med våben og kamptræning, står klar til at adlyde deres overordnedes mindste befaling. Den anden, anført af Pelle, står klar til at følge netop ham, hvad han end måtte gøre. Da Pelle gør tegn til at forsætte fremad begynder de ellers før så hårde soldater at blive bløde i knæene. Foran står den mægtigste hær der nogensinde har betrådt dansk jord. Selv en flok vilde vikinger ville tøve med at lægge sig ud med denne halve million fanatiske proletarer. Pelle forsætter roligt sin fremmarch, idet han bryder ud i sang. ”Snart dages det, brødre?” lyder kort efter fra hundreder af tusinde struber, som togets fløjte der indikere at ”her kommer vi, og vi flytter os ikke!” Soldaternes officerer sender bekymrede blikke til hinanden, mens de råber kommandoer ud om at blive i geleddet. Da Pelle og hans hær når hen til vejspærringerne er der dog intet de kan sige for at holde på deres underordnede, og mange af dem er da også selv på vej væk. De store maskinarbejdere får hurtigt, ved fælles hjælp, fjernet de hestevogne der skulle forsøge at afspore det store tog. Menneskemassen fortsætter marchen mod Amalienborg, intet kan stoppe den! Som en lavine buldrer den gennem byen og river alle med sig. De få som ikke kunne finde modet til at troppe op fra starten er nu alle revet med af optoget, revet med af sindsstemningen. Efter hvad der føles som et øjeblik står de alle forsamlet foran regeringens palæ, skønt der er gået flere timer siden de startede. Pelle klatrer op på en trappe og løfter armene for at få stilhed. I et helt minut står de alle der, uden at mæle et ord. Spændingen stiger, og er på bristepunktet da Pelle endelig sænker armene og begynder at tale: ”Nu vil de måske lytte til os!? Uden os arbejdere går deres fabrikker i stå, og de kan ikke få varer i deres butikker! De må indse at uden os er deres livsgrundlag ikke mere! Vi må nu stå sammen og kæmpe for vores rettigheder, kæmpe for bedre forhold! For os selv, men også for vores børn, vores FREMTID!!” Det sidste blev efterfulgt af en øresønderrivende jublen, der ingen ende ville tage. Da der endelig er ved at falde ro over tropperne igen, løfter Pelle igen hånden og siger med myndig røst: ”Lad os nu tage ud på Fælleden og holde skovtur, ligesom det oprindeligt var planlagt!” Igen jubles der, men dog ikke så højtrystet som før. Pelle klatrer ned og begynder marchen ud mod Fælleden. De vandrer den samme vej tilbage gennem byen mens de synger deres sejrssang, ”Snart dages det, Brødre?” Da de når fælleden begynder festen straks. De forskellige lav blander sig med hinanden, og en munter stemning lægger sig over parken. Konerne og pigerne breder tæpper og lagener ud på græsset og pakker maden ud. Snart sidder alle og spiser den medbragte mad. Pludselig ankommer en hestevogn, og lidt efter kører den af sted med Pelle. Rygterne og snakken går, og der er mange forslag til hvad der nu sker. ”Pelle er blevet anholdt”, hvisker en. ”Pelle har forrådt os”! Lyder det fra anden side. Hele situationen ligger en dæmper på den ellers så muntre stemning. Der går en time, derefter to, og så en tredje. Intet er endnu sket, man ved ikke hvor Pelle er, og hvorfor han blev hentet. Mens mødrene pakker sammen beroliger mændene sig med at så længe de står sammen skal det nok gå, men hvem skal nu være deres leder? Ingen tør rigtigt tage ansvaret på sine skuldrer. Endnu engang beroliger man hinanden med at hvis Pelle var blevet anholdt, ville han da have sat sig til modværge, ville han ikke? Da man begynder at drage hjemad er der dog ikke nogen der er helt sikre. Vel hjemme i deres lune stuer igen, med håbet på vej ned, lyder der pludselig stor ståhej ude på gaden. Pelle marcherer igen i den lyse forårsaften, mens en mild brise blæser hen over hustagene. Folk farer ud på gaden, og nyheden løber som en steppebrand, fra mund til mund. Pelle var blevet hentet af fabriksejerne. Deres optog havde virkelig skræmt dem, og Pelle havde nu fået forhandlinger i gang, omkring arbejdernes forhold! Det var lykkedes! Endelig lyttede man til proletaren!!