”Kvinden” er en novelle fra 1884 af Illa Christensen som i bedste Brandes-stil sætter problemer under debat. I dette tilfælde drejer det sig om kvindens rolle og hendes manglende mulighed for selv-realisering. Fortællingen er symbolsk i sin form og benytter blandt andet besjæling i sin udtryksform.
Tidsmæssigt spænder fortællingen over flere generationer. Statuen stammer
oprindelige fra tidernes morgen, den bliver udgravet, kommer på museum, bliver beundret af nye generationer og ender med at gå i stykker. Men der findes en kopi, hvorfor statuen reetableres og kommende generationer også kan nyde synet af denne kvinde.
Hovedpersonen i ”Kvinden” er en marmorstatue, Den er fra kunstens glansperiode, som gæsterne udtrykker det. Lige som vi tror, at museumsgæsterne har forstand på det, de udtaler sig om, så hedder det tørt fra den skjulte fortæller: men der blev sagt så meget. Allerede her for i af vide temaet: Samtidens manglende forståelse af denne statue/kvindeskikkelse.
Fortælleren er skjult med enkelte alvidende betragtninger, fx Ja! hun er dejlig – ophøjet! man var lige ved at gabe, men man gjorde det ikke, så længe man var i galleriet.
Det er træk i teksten, at den skifter mellem det meget ophøjede og det meget jordnære: hendes fine former er ingen slavindes, nej, hun er en gudinde! – så blev hun det i lang tid.
Det er gratis at oprette en konto