Engang langt ude på markerne, længere ude end der hvor køerne græssede og dyrene hoppede rundt, var der en lille mark. Der gik 5 super skønne får og græssede. Det var de smukkeste, blødeste og mest kælende får i hele verden. De havde det fantastisk. De hoppede rundt på marken, spiste lidt hø og nød livet. Men en sort regnvejrsdag kom et stort tykt får, med korte ben, og stikkende uld gående hen ad marken. Den var så grim og lugtende at alle de andre dyr gik i en kæmpe bue udenom fåret. Det var en vædder. Men det vidste fårene ikke. Fårene havde aldrig set så grimt et får. Fårene mobbede og drillede vædderen med at den var så grim, fed og ildelugtende. De sagde de grimmeste ting om, at de var meget pænere end den. Vædderen gik bare der, helt alene og trist. Den sagde ikke noget, udover når der engang imellem kom et lille kort suk.
Efter nogle dage gik vædderen stadig rundt helt alene. Der var ingen der ville være sammen med den, fordi den var så grim, fed og ildelugtende. Så den stod bare og spiste og sukkede hele dagen lang. Men en dag, en skyfri solskinsdag, kom en rig bondemand forbi. Han gik sammen med ejeren af fårene og kiggede rigtig meget på dem. Ejeren havde solgt 1 af fårene til bondemanden og bondemanden måtte selv bestemme hvilken. Han kiggede grundigt på dem alle. De smukke får, stod selvfølgelig og viste sig rigtig frem, hoppede glad omkring og ”mæh’ede”. Men bondemanden gik bare forbi dem som om de slet ikke var der. Han gik direkte mod den grimme, fede og lugtende vædder. Så kiggede han grundigt på den og gik hen til ejeren af fårene. De stod og snakkede i omkring 10 minutter, og så tog bondemanden den meget forvirrede vædder med sig op i lastbilen.
Det er gratis at oprette en konto