Myten om Amor og Psyke kan kategoriseres under typen af myter, som kaldes mytologiserende fortællinger. I Amor og Psyke er der nemlig tale om en tematisering af spørgsmålet om menneskets mulighed for at styre de naturgivne kræfter i sig selv og i omgivelserne.
Myten foregår uden for tid, men dog i rum. Myten udspiller sig både i den menneskelige verden og i den guddommelige verden. Den menneskelige verden er bestående af typer i form af konger, dronninger, prinsesser etc. I den guddommelige verden møder vi op til flere guder; Venus (smukkeste af alle gudinder), Hades (underverdenens konge) og Venus’ fader, Jupiter. Græsk mytologi er kendt for en bestem opfattelse af kosmos og af verdens orden, som tydeligt skinner i gennem her i skildringen af den dominerende gudeverden overfor det svage menneskes verden.
Kompositionsmæssig er myten ikke direkte opbygget efter den klassiske eventyrmodel (hjemme - ude – hjemme), da Psyke aldrig vender hjem til sin fader, kongen, og sin moder, dronningen.
Derimod kan man godt tale om en udrejse og hjemkomst, hvis man ser på det i ren psykologisk forstand, da Psyke rent faktisk udvikler sig gennem handlingsforløbet. De handlinger hun fortager sig og bliver udsat for udvikler hende fra barn til voksen, men samtidig forbliver visse sider af hende uberørte. Her mener jeg hendes konstante nysgerrighed (dumdristighed?) og store opgivenhed, altså mangel på mod. Nysgerrigheden skinner igennem, da hun ikke kan dy sig for at tænde et lys om natten og afsløre sin elskede, der ellers fylder hende med lykke. Herefter påbegyndes hendes lidelser i form af et typisk mytemotiv, hvor en gud (Venus) afprøver styrken af menneskets (Psykes) tro ved at pålægge dem lidelse. Trods hendes store kærlighed formår hun ikke at holde modet oppe og fortsætte sin efterfølgelse af lykke, hvilket får mig til at sætte spørgsmålstegn ved hendes oprigtighed om vilje til at blive genforenet med Amor (dog kan dette også være et symbol på menneskets mangel på vilje). Hvis ikke det havde været for diverse hjælpere, havde hun jo aldrig opnået udødelighed. Ved sorteringen af frøene bruger hun sine kræfter på at græde, ved anskaffelsen af gyldent uld får hun hjælp fra start, ved bestigelse af bjerget giver hun op halvvejs (halvhjertet?), og da hun skal besøge Hades vil hun blot tage livet af sig selv. Til sidst, da hun er så tæt på målet, møder hun den største og mest krævende af alle udfordringerne, da hun bliver spillet ud mod sig selv; hendes gamle nysgerrighed dukker op til overfladen, og hun lader den vinde over hendes vilje, da hun vælger at åbne æsken. Hér vælger hun, så at sige, øjeblikket frem for fremtiden. Som menneske mangler hun overblikket der skal til for at gennemskue de fatale følger hendes beslutning (eller mangel på) kan få. På ny bliver hun hjulpet, frelst og opnår udødelighed og genforenes med Amor – på trods af hendes menneskelige indre konflikter. Psykes indre gennemgår konflikter som egentlig kun hun kan og bør bekæmpe, men hun viser sig at være for svag. Psykes medfødte stærke sider bliver gemt væk, da hendes svage sider står i fuld flora, og en gud forbarmer sig og frelser hende. På baggrund af dette, kan man sige at personbeskrivelsen af Psyke er mere markeret gennem hendes handlinger end gennem en egentlig karakterbeskrivelse.
Det er gratis at oprette en konto