Der var engang en gammel digter, sådan en rigtig god gammel digter. En aften, han sad hjemme, blev det et forskrækkeligt ondt vejr udenfor; regnen skyllede ned, men den gamle digter sad lunt og godt ved sin kakkelovn, hvor ilden brændte og æblerne snurrede.
"Der bliver da ikke en tør tråd på de stakler, som er ude i det vejr!" sagde han, for han var sådan en god digter.
"Oh, luk mig op! jeg fryser og er så våd!" råbte et lille barn udenfor. Det græd og bankede på døren, medens regnen skyllede ned og blæsten ruskede i alle vinduer.
"Din lille stakkel!" sagde den gamle digter, og gik hen at lukke døren op. Der stod en lille dreng; han var ganske nøgen og vandet drev af hans lange gule hår. Han rystede af kulde, var han ikke kommet ind, havde han vist måttet dø i det onde vejr.
"Din lille stakkel!" sagde den gamle digter og tog ham ved hånden. "Kom du til mig, så skal jeg nok få dig varmet! Vin og et æble skal du få, for du er en dejlig dreng!"
Det var han også. Hans øjne så ud som to klare stjerner, og skønt vandet flød ned af hans gule hår, krøllede det sig dog så smukt. Han så ud, som et lille englebarn, men var så bleg af kulde og rystede over sin hele krop. I hånden havde han en dejlig flitsbue, men den var ganske fordærvet af regnen; alle kulørerne på de smukke pile løb ud i hinanden af det våde vejr.
Det er gratis at oprette en konto