Agnes: er romanens jeg-fortæller. Hun spiller ikke sådan en stor rolle for handlingen i bogen men det er gennem hende, vi som læsere oplever, hvordan Pierre Anton med sin påståelighed, får skabt kaos i børnenes univers. Agnes repræsenterer den ”almindelige” elev og med denne rolle præsenterer hun tanker, følelser og observationer fra ”indersiden” af konflikten, og sammen med hende drives man som læser ind i denne verden af tvivl, provokation, overraskelse og søgen efter mening.
Sofie: Sofie er den af eleverne, der reagerer stærkest på hændelsesforløbet. Som hendes bidrag til betydningen, skal hun afgive sin uskyldighed til Store Hans. Den dag hvor det skal ske, har Sofie det meget skidt i skolen, men dagen efter virker hun stolt, og Hans forsøger helt tiden at gøre hende tilpas, men ingen fortæller, hvad der egentlige er sket. Da Jan-Johan skal aflevere sin højre pegefinger, vil Sofie være den, der skærer den af. Hun er blevet kold, efter hun har mistet sin uskyldighed, og måske gør hun det dels for at få hævn, fordi Jan-Johan var med i savværket den aften, det skete.
Da de andre børn til sidst ikke længere kan se betydningen i noget, giver hun stadig ikke op, og hun bliver på den måde de andres fortsatte håb lige ind til, det tager overhånd for hende. ”Vi andre havde stiltiende givet op, men det var alligevel ikke til at holde ud, hvis også Sofie gav op. Og det var, hvad der var ved at ske. Troede jeg. Men Sofie gav ikke op. Sofie mistede forstanden.” (s.103) Sofie ender med at blive anbragt på institution.
Det er gratis at oprette en konto