Resume: I byen Tæring, ligger der en skole. Klassen vi følger er 7.A. Der går denne specielle dreng i 7. A som hedder Pierre Anthon. Agnes vidste godt at Pierre Anthon ikke var helt normal, og hun var nærmest bange for ham. Pierre Anthon vælger at droppe ud af skolen, da han mener at det er spild af tid, når intet alligevel betyder noget, og at man snart skal dø. Tæt ved vejen, stod der et blommetræ. Børnene i klassen plejede at hoppe op, for at nå blommerne, men det holdt de op med, efter at Pierre Anthon var gået ud af skolen for at sidde i blommetræet og kaste med umodne blommer. Pierre Anthon råbte det samme efter dem hver gang: ”alting er ligegyldigt, alting begynder for at slutte. I blev født for at dø. Ingenting betyder noget!”. Agnes og de andre i klassen vidste at Pierre Anthon havde fat i noget, at det faktisk gav mening, men de ville ikke indrømme det for sig selv. De ville fordreje sandheden, og det skulle de nok komme til. Efterfølgende blev Pierre Anthon ved med at udråbe sætninger som ”i er intet, alt er ligegyldigt!”, og nu gik det op for 7.A, det var blevet for meget, Pierre Anthon skulle ikke ødelægge noget. Pierre Anthon skulle ned fra det blommetræ. Jan-Johan samlede klassen. De skulle finde en måde at få Pierre Anthon ned fra blommetræet. Der kom en masse forslag, men ingen af dem var gode, indtil Ole forslog: ”lad os kaste sten efter ham”. Det forslag blev de enige om. Det duede heller ikke, Pierre Anthon kom ikke ned. Men så fik de den ide at lave en dynge af betydning, som skulle være i det ”forladte” savværk. Det handlede om at hver og en skulle ligge noget i dyngen, som har meget betydning for dem, men man vælger ikke selv hvad der skal i, det er op til den hvis tur er fra klassen der bestemmer. Deres plan er at få Pierre Anthon til at se dyngen med deres aflagte betydninger, og vise ham at noget har betydning. Det starter stille roligt for sig, at det bare er ting som kan erstattes igen, der bliver lagt i dyngen. Det var først da Agnes sagde at Gerda skulle aflevere sit hamster, at det blev lige lidt for meget. Og det blev værre. Det gik fuldstændigt sygt for sig. Elise skulle grave sin døde lillebror op og ligge kisten i dyngen, Sofie skulle give sin uskyldighed, smukke Rosa skulle skære et hundehoved af, og som den sidste skulle Jan-Johan få skåret sin finger af. Dyngen var nu færdig og klar, men eftersom Jan-Johan sladrede, havde politiet fundet dyngen. Men efter at avisen fik historien om hvad der var sket i savværket, blev det hele pludseligt blæst op. Historien kom rundt. Alle vidste nu hvad der var sket i den lille by tæring. De blev kendte, dyngen blev kendt, verdenskendt. De var nu noget, de havde berømmelse. Nu havde dyngen betydning. Fordi dyngen var blevet så verdenskendt ville et museum fra USA købe den og de solgte betydningen uden bekymring. Men der var et stort problem af alt, Pierre Anthon nægtede at ville se dyngen, og mente at den overhovedet ikke havde betydning, fordi hvis den havde, havde de slet ikke kunne ligge nogle af de ting i dyngen. Det gik op for 7.A at han havde ret, hvis den var så betydningsfuld, ville de ikke have solgt den. Den var ingenting værd, ingen betydning. De samledes alle ude ved savværket, og der gik det galt. Sofie mistede forstanden helt og gik helt amok over at alt var spildt, og at de aldrig skulle have solgt dyngen. De begyndte alle at slås. Agnes sneg sig ud gennem mængden. Pierre Anthon skulle ned fra det blommetræ nu og se dyngen inden den blev solgt i morgen. Hun får ham pudsigt ned, ved at sige at Sofie er gået amok. Da han kommer ind i savværket stopper slagsmålet, og han kiggede på dyngen.
Det er gratis at oprette en konto