Der var ikke før Israels invasion af Gaza den 26. december 2008, at jeg for første gang blev bekendt på størrelsen af konflikten mellem de to parter. Det fortæller enten, at jeg burde opdatere mig lidt mere internationalt eller, at der ikke har været så stor fokus på problemet førhen. I realiteten er konflikten meget større, end hvor stort et stykke land, der tilhører hvilken gruppe af mennesker. Er det en religionskrig, eller er det jødernes måde at få retfærdighed efter 2.verdenskrig? En ting er sikkert, det har kostet alt for mange menneskeliv, og det er på tide, at nogen sætter en stopper for det. Og man skal kun kigge nogle få årtier tilbage på verdenshistorien, for at finde roden til dette spirende træ af uenigheder og stridspunkter.
Efter 2. verdenskrig stod det hurtigt klart, at jøderne ikke kunne leve trygt i Europa. Selvom Adolf Hitler var død, og krigen var afsluttet, gik der stadig flere tusinde nazister rundt i Europa. Derfor besluttede man, at jøderne skulle have deres eget land. I en kort periode overvejede man at give dem staten Texas i USA, men dette forslag blev hurtigt slået ned. Så fandt man Palæstina. Jødernes gamle land, hvor Jesus blev født i Betlehem og korsfæstet i Jerusalem. Her lavede FN en delingsplan, hvor 52 % tilhørte jøderne, 40 % tilhørte araberne og resten var under internationalt styre. Man havde en brug for en øjeblikkelig løsning, dels pga. skyldfølelse og dels fordi at jøderne skulle have et sted at bo. Man håbede på at jøderne og palæstinenserne kunne leve fredeligt side om side. Dette ønske blev ikke opfyldt. Mens jøderne accepterede planen, forkastede araberne den. Derfor er delingen af det tidligere britiske mandat Palæstina og skabelsen af staten Israel kernen i Mellemøstens konflikter i et halvt århundrede.
Det er gratis at oprette en konto