Magnetjernsten består af jernoxid. Den kemiske betegnelse er Fe3O4. Helt tilbage til 1200-tallet har man brugt magnetjernsten til primitive kompasser, så man kunne orienter sig til søs. Magnetjernsten er en naturlig magnet. I fysik bruges ofte alnicomagneter. Det er stærke magneter, som består af en legering af aluminium, nikkel, kobolt og jern. En magnet tiltrækker grundstofferne jern, nikkel, og kobolt og de sjældne lanthanider, som har grundstofnumre fra 58 til 71. Man kan magnetisere de samme grundstoffer og en del kemiske forbindelser, hvori grundstofferne indgår. Det gælder f. eks. Chromoxid, CrO2, og jernoxid, Fe3O4.
Magneter har forskellige form afhængig af, hvad de skal bruges til. I fysik bruger man mest stangmagneter, hesteskomagneter og magnetnåle.
Magnetens poler
En stangmagnet er stærkest ved enderne, som kaldes for polerne. En frit ophængt magnet vil indstille sig i retning nord-syd. Den pol, der peger mod syd, kaldes sydpolen.
To ens poler frastøder hinanden, mens en nordpol og en sydpol tiltrækker hinanden.
Magnetfeltet omkring en stangmagnet
Hvis man ansætter en stangmagnet under en glasplade og drysser jernspåner lige ned over glaspladen, vil jernspånerne dele sig i et mønster uden om magneten. Jernspånerne følger de magnetiske feltlinier rundt om stangmagneten og viser sådan magnetfeltet. De magnetiske feltlinier går i buer mellem de to poler. Magnetfeltet er stærkest tæt på polerne og svagest omkring stangmagnetens midte.
Det er gratis at oprette en konto