@dskiltDet er kun 2 uger, siden han tog af sted. Det var hårdt. Sådan lige pludselig og skulle undvære sin bedste ven. Vi havde vidst længe, at vi skulle skilles efter niende klasse. Men da vi fik af vide, at hans forældre havde skaffet Jan ind på en skole i Italien, blev vi noget overraskede. Det var nok med at vi i starten troede vi skulle bo to byer væk fra hinanden. Men at der nu kom til at være to lande mellem os, var en hård melding. Men sådan skulle det være, og sådan blev det.
Jans forældre havde begge gået på den skole, så derfor skulle Jan da selfølgelig også.
De kom fra rige familier, så Jan havde aldrig manglet noget. Bortset fra lidt støtte og forståelse. Jeg selv kom fra et almindelig hjem, dog med lidt mere frihed end de andre på vores alder. Jeg kunne komme og gå som jeg ville. Bare jeg lige gav besked, om jeg var hjemme til spisetid. Det var dejligt nok, for selvom mine forældre gav mig lov til meget, støttede de mig stadig og forstod mig, hvis jeg havde problemer. Præcis det som Jan manglede. Men nu var han altså væk. Eller i hvert fald bare langt væk. Jeg tænkte hele tiden på ham. Der var kun gået to uger! Hvorfor var det så svært?. Jeg tænkte kun på hvornår jeg ville få svar på mine mails. Det var den letteste måde at have kontakt på, og vi brugte den fuldt ud.
Det er gratis at oprette en konto