Nu står jeg her igen. Tænker over tingene. Hvordan det burde være. Hvordan det er. Folk, der går og snakker om, hvad de kunne tænke sig at blive til. I bund og grund går det sgu bare ud på, ikke at være noget overhovedet. Være neutral. Så længe du ikke skiller dig ud, så går det.
Jeg har for tredje eller fjerde gang i dag indtaget min plads ved vinduet, hvorfra jeg iagttager dagligdagen på gaden. Jeg bor i en lille to-værelses lejlighed i Århus. Ikke langt fra rådhuset. Jeg har ikke nogen kæreste for tiden, så der er rodet i lejligheden. Og beskidt! Jeg skulle se at få gjort rent, men jeg har næsten vænnet mig til stanken af rådne rester og muggent brød. Stanken er dog til at holde ud, da mine vinduer næsten konstant er åbne. Det ændrer dog ikke på det faktum at det er klamt. Ynkeligt. Klamt den måde køkkenet og toilettet næsten flyder sammen på. Klamt den måde jeg bare ser til, mens mine egne rester ligger i fordøjet, og ufordøjet form rundt omkring på gulvet. Ynkeligt den måde jeg siger til mig selv, at det ikke er min skyld. Skyd skylden på noget andet end dig selv Carsten. Skyd skylden på ulykken. Ulykken. Det er næsten et år siden det skete. Bilulykke. 3 døde. Deriblandt min kone. Også mine to børn døde. Den eneste overlevende i bilen var chaufføren. Mig.
Det er gratis at oprette en konto