Jeg har altid elsket at betragte andre. Det med at kunne overbeglo en anden person, uden at de ved det, er en af de bedste følelser i verdenen. Jeg føler mig hævet op over alle andre når jeg står ved mit vindue, der vender ud mod en af Københavns travleste gader, og kigger på alle de folk der går forbi. Når folk går nede på gaden minder de mig om små marionetdukker. Mine små marionetdukker. Jeg føler at jeg kan styre dem og deres bevidsthed. Få dem til at gøre ting de normalt ikke ville gøre. Måske er det min fantasi der løber af med mig, men jeg føler mig som en vaske ægte dukkemester.
Det kan gøre mig helt sørgelig at folk de skynder sig sådan. Jeg ville ønske de kunne blive på det samme gade hjørne hele dagen, og kun foretage sig de ting jeg vil havde dem til. Jeg har selvfølgelig mine ynglings ”dukker”, dukker der kommer tilbage hver eneste dag, dukker jeg føler jeg kender. Og faktisk har jeg specielt én ynglings dukke. Hun er smukkere end alle de andre tilsammen, og kommer forbi mit vindue præcis klokken 07.43 hver dag. Hun venter altid på buslinjen 204 i 10 minutter, og fumler hverdag med at få den samme lille taske op. Hun er ualmindelig smuk og skiller sig på alle måder ud fra mængden. Hun har en lækker olivenbrun hudfarve, hun smiler til alle hun møder på sin vej, og hun har de flotteste krøller jeg nogensinde har set. Med min kikkert fandt jeg i sidste uge ud af hendes navn. Det var svært at stille skarpt på det lille plastiklakerede navneskilt, hun har på sit bryst, men til sidst lykkedes det mig. Min elskedes navn er Esmeralda.
Det er gratis at oprette en konto