Manden ved vinduet

Det er en solrig sommerdag. Jeg står udenfor med Isabella. Lena og Jonas vil ikke med ud, og se på de smukke ænder og fugle. Isabella fylder 13 på søndag, men går ikke så meget op i det, hvorimod Jonas, Lena og jeg, allerede har købt gaverne og er klar til at fejre den. Isabella elsker at læse. Hun er meget interesseret i at læse om naturen og elsker skoven. Jeg blev gift med Lena for 18 år siden, og vi har i dag to børn. Min kone Lena er en meget klog og intelligent kvinde. Jeg elsker hende for den hun er. Hun er noget helt specielt.. Jeg var så forelsket i hende for 21 år siden, og er stadig forelsket. Altså vi var sammen i 3 år inden vi blev gift. Mine to børn Jonas og Isabella enes rigtig godt, men kan dog til tider diskutere en del, hvilket også er normalt, da de er teenagere. Jeg hedder Jakob, og er 34 år gammel, men de fleste kalder mig bare "Jak". Efter et par måneder sidder jeg nu i min nye lejlighed efter at have været væk fra Lena. Vi har skændes meget, efter at jeg fik hørt hun havde gjort nogle ting, jeg ikke synes om. Jeg forstår det ikke.. Jeg elsker hende jo? Men hun værdsætter mig åbenbart ikke længere. Mine børn ved det ikke. Jeg har sagt til dem, at jeg blev nød til at flytte ud for at have styr på arbejdet. Jeg arbejder virkelig hårdt, og kan normalt ikke lide larm. Mine børn hører højt musik, og diskutere, råber og kan endda skrige, ret højt, så den undskyldning tænkte jeg var god nok. Det er så 2 uger siden jeg flyttede her til. Jeg har ikke snakket med Lena siden da. Hun har ikke ringet, skrevet eller have haft kontaktet mig. Jeg savner min familie. Jeg snakker tit med børnene og prøver på at holde kontakten til dem. Jeg har fundet ud af, at Lena kommer sammen med en anden. Jeg kender ham ikke, men jeg fik det af vide fra hendes søster, Louise. Det er lige præcist 6 måneder siden jeg flyttede her ud, i dag. Jeg har fået mig en utrolig god og gavmild nabo. Det er en familie, der kommer fra Sverige men kan dog dansk, lige så godt som jeg. Jonas og Isabella spørger om mig. De har savnet mig, mindst lige så meget som jeg har. Jeg bliver nød til at blive her. Jeg har det faktisk godt uden Lena. I sidste uge, ringede hun til mig, og fortalte mig at hun var ked af, at have fortalt mig, at hun ikke elskede mig. Hun ville have jeg skulle komme hjem igen. Jeg var faktisk ligeglad med hende. Jeg savner bare mine børn. I dag skal jeg hjem til min niece Kamilla, som lige havde født for blot 3 dage siden. Det er en meget sød baby hun har. Jonas skriver mange beskeder til mig, og spørger mig om hvornår jeg ville komme forbi. Jeg savner dem, så derfor har jeg besluttet mig for at tage dem ud til en shopping tur, og derefter til bowling. Det fik vi så gjort. Efter 9 måneder finder jeg ud af noget...Lena har lavet en bilulykke. Og desværre skete det... Ja, hun var død. Jeg var i chok. Jeg vil ønske jeg havde taget hjem dengang, fortalt hende at jeg elskede hende, og ville glemme alle de dårlige tider. Jeg kan godt mærke det. Det er meget hårdt.. Børnene, tankerne, tiderne, alt. Jeg fortryder så meget. Jeg er knust. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Måske var det min skyld? Hvem ved... Jeg kan ikke tåle at se Isabella og Jonas græde sådan. Det gøre meget ondt på mig. Jeg tror jeg ville begå selvmord. Måske bare hænge mig selv.. Men hvad med børnene? De har brug for mig, hvad ville de dog gøre uden mig? De har kun mig tilbage. Jeg elsker dem så højt. Jeg kan ikke være så egoistisk at forlade dem. Nej, jeg ville leve for mine børn.