Tit tænker jeg om det er det rigtige liv jeg har valgt, jeg havde nogen forældre som ville give mig et liv hvor der ikke skulle mangle noget. Jeg sagde nej og har i stedet vendt ryggen til dem. Jeg ved slet ikke om de lever, den tanke kan jeg ikke lide. Men ingen er jo ens, alle er forskellige. Alle forældre har en idé om hvordan deres børn skal være. Det har mine forældre os, men jeg vil noget andet.Nu er jeg her midt i København, i en lejlighed. Jeg er 21 år og ved faktisk ikke hvad jeg vil med mit liv. Pigerne kommer og går, jeg er i byen 5 gange om ugen. Jeg lever livet efter min egen mening, det liv mange drømmer om.Sådan var det engang. Sådan ville jeg ønske det stadig var. Men sådan er det bare ikke. Nu lever jeg i min vens kælder. Jeg har lavet rav i den. Jeg havde været hjemme hos en af mine venner, vi fik et par øl. Jeg skulle køre hjem. Jeg tænke at det nok kunne gå, fordi så meget trafik var der nok heller ikke. Men det gik ikke. Jeg kørte bare derud af. Jeg skulle til højre i et lyskryds, jeg havde ikke mødt nogen cykellister ind til nu, så hvorfor skulle jeg så møde dem i lige det her kryds? Der kom en cyklist. Bang sagde det, og der sad jeg inde i bilen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre? Der var ikke sket noget med bilen, så skyndte bare at køre hjem. Næste morgen ringede min ven og spurgte om det var mig der havde kørt en cyklist ned, fordi hun var altså død. Det er 10 dage siden nu. Jeg er efterlyst i Danmark for manddrab. Men jeg skal ikke ind at sidde. Jeg skal ikke i fængsel. Men jeg savner friheden, jeg savner at kunne være udenfor. Kunne gå en tur med mine venner. Jeg har en seng, et koldt værelse og en god ven som kommer med mad til mig. Når ja, så har jeg os en pistol. Der er bare ingen som ved jeg har den, det var en jeg købte da jeg var på ferie for nogle år siden. Måske skulle jeg bare tage den med mig også forsvinde væk herfra. Jeg vil leve et normalt liv, jeg vil ikke leve i en kælder og jeg vil slet ikke i fængsel. Det kan vel ikke gå mere galt i mit liv, end det er gjort. Jeg har taget en hurtig beslutning, og håber også det er den rigtige. Jeg går ud af kælderdøren, klokken er kun 06:22 det er længe siden jeg har været så tidligt oppe. Jeg går ud mod Nørrebro, og håber på ikke at blive genkendt. Jeg har en god ven ude på Nørrebro, jeg håber han kan hjælpe mig. l hvis ikke han kan det, er jeg godt nok på den. Jeg går på fortovet, der kommer en mand gående imod mig. Jeg skal til at passere ham, men han stopper mig. Hvad fanden laver du, siger jeg. Er det ikke dig som er efterlyst for drabet på hende damen? Nej det tror jeg ikke, siger jeg lidt usikkert. Vent lige her, så ringer jeg til politiet – så kan vi få det her ordnet. Nej du, jeg har travlt siger jeg hurtigt, og går videre. Han stopper mig. Altså hvad er der, jeg har travlt jeg har travlt, siger jeg. Slap nu lige af, siger han. Jeg kan se han har telefonen op til øret, han begynder at spørge efter kriminalpolitiet. Jeg tager min pistol op af lommen, og skyder ham. Jeg kigger rundt, fuck jeg blev set. Der står to unge damer over på den anden side af vejen. Jeg løber så hurtigt jeg kan. Heldigvis er jeg ikke nået så langt væk, så jeg kan nå at løbe tilbage. Jeg kommer ind i opgangen, løber alt hvad jeg kan op af trapperne. Jeg løber helt op på loftet, femte sal. Jeg tænker over hvor dum jeg egentlig er. Hvorfor tænker jeg mig ikke lige lidt mere om – bare engang imellem. Det er ved at være små 2 timer siden det skete. Jeg har ikke hørt fra nogen, enten har de ikke fundet ud af hvad det er jeg har lavet, ellers er der bare ingen som savner mig? Jeg gik hen til vinduet og så ned. Der var begyndt at samle jeg en flok mennesker foran opgangen. Måske havde de fundet ud af det var her jeg gemte mig? Jeg hører en svag lyd, det er min telefon. Jeg tager den men siger ikke mit navn. Det er min ven, Lasse hedder han. Vi snakker lidt frem og tilbage om det hele, men ikke om det der er sket. Måske ved han ikke det er mig som har skudt en. Imens jeg står og tænker kan jeg høre nogle sirener et stykke væk. De kommer tættere og tættere på. Jeg ser ned, nu holder der 3 politibiler foran opgangen. 4 betjente løber op i opgangen. Shit tænker jeg, hvad skal jeg gøre. Det er ikke engang et spørgsmål om liv og død. Jeg kan vælge at hoppe ned, så dør jeg. Men 16 år i fængsel er vel også en slags død, i hvert fald for mig. Jeg kigger mig bagud, der er ingen endnu. Jeg åbner vinduet og kigger ned. Der står jeg så, manden ved vinduet..
Det er gratis at oprette en konto