Tekstens stemme betegner, hvorledes tekstens skrivemåde kan bibringe den et beskrivelsesplan, der ellers udelukkende udtrykkes i det talte sprog. Tegnsætning, ordvalg, sætningskonstruktion, tekstopbygning og brug af hypotagme og paratagme kan alle udtrykke forfatterens eller i hvert fald agentens sindstilstand og intention samt situationen og handlingens tempo. Karakteristisk er det ”kolde”, følelsestomme og neutrale sprog anvendt i ikke-fiktive tekster, navnlig videnskabelige kompositioner, der nøgternt skal beskrive et emne. Som modsætning dertil kan stilles den beskrivende komposition i skønlitterære tekster, hvis forståelse kræver dybere læsning, og hvor meningen formidles andetsteds end blot på handlingsplanet, men ligeledes i tekstens stemme og tone. Adskillelsen mellem stemme og tone kan defineres som følgende: Stemmen betegner primært hvorledes teksten udtrykkes styrkemæssigt, medens tone angiver følelsen og intention i tekstens sprog.
Stilens nulpunkt betegner en standard for en ikke-karakteristisk tekst, der anvender få sproglige virkemidler, der kan tjene til at give teksten et vist litterært særpræg, altså et kedeligt normalsprog uden særlige sproglige interessepunkter. Karakteristisk herfor er den manglende variation i sproget, anvendelse af udelukkende basale verber og adjektiver, mangel på variation i sætningskonstruktion og hyppig anvendelse af fast billedsprog. Enhver afvigelse fra dette nulpunkt, der altså fungerer som basal skabelon for den upåfaldende tekst uden særpræg, tjener til at differentiere teksten, hvori afvigelsen foretages.
Det er gratis at oprette en konto