Teksten virker på sin måde sarkastisk. Det er måden hvorpå han har gjort skyggen levende, og at den rent fysisk kan forlade sin ”ejermand” til en seriøsitet og en selvfølge, der gør at historien bliver en smule ironisk.
Der er brugt affirmativer til at fremme den effekt. Fx: ”…en Historie til om en Mand uden Skygge, den kjendte <jo> alle Folk hjemme i de kolde Lande,…”(l. 76-78) –Det er altså et fænomen man (jo) skal kende til.
En skygge bliver også pludselig til noget organisk, noget som er en del af mennesket anatomisk, og ikke bare en ydre attribut. ”…der voxede ham en ny Skygge ud fra Benene, naar han kom i Solskin, Roden maatte være blevet siddende.” (l. 86-88)
Derudover bruger han også mange gentagelser, men ændrer blot ved adjektivet; ”allerhedeste lande(l.2), ”kolde lande”(l.9), ”varme lande”(l.19). Det gør at man sætter gentagelserne i relation med hinanden, og ser på den forskel H.C.Andersen prøver at skildre mellem de kolde lande, og de varme lande. Den lærde mand er fra de kolde lande, og sætter sig i relation med de fornuftige; ”han og alle fornuftige folk maatte blive inde,”(l. 5) Fra det varme land han besøger, hører man kun om skomagere og skræddere, og han skildrer samfundet på en meget kaotisk måde, ved brug af lange sætninger, mange kommaer og ved brug af lydord (”klingelingeling!”(l.24)). Se evt. linie 21-25.
Det er gratis at oprette en konto