Naadsensbrød er en novelle af Henrik Pontoppidan fra 1887, der med udgangspunkt i en typisk og realistisk hverdagssituation fra naturalismen, skildrer et udpluk fra livet i 1880’erne. Novellen skildrer en ældre kvindes kamp mod at blive sat på herredets nye barmhjertighedsasyl, ”Kassen”
" Naadsensbrød " handler om Stine, hendes tragiske skæbne og om livet på ”Kassen”.
Stine har siden sin mands død været tvunget til at arbejde i marken for at kunne forsørge sin familie. En dag ødelægger hun sin hånd under det hårde fysiske arbejde. Det betyder for Stine, at hun ikke er i stand til at arbejde eller forsørge sin familie længere, og ender derfor med at finde trøst i brændevinen (s.195). Myndighederne beslutter derfor, at hun skal på ”Kassen”. Stine kæmper for sin frihed, da hun ikke vil på ”Kassen”.
”Kassen” ser flot og godt ud udefra, og den fremstår som egnens stolthed og pryd (s. 192). Med sin beliggenhed på toppen af bakken ud imod fjorden, muret i røde sten, med spir på gavlen og majestætens navnetræk i guld over indgangen bliver billedet af den ikke meget bedre, og man skulle ikke tro det er et fattig- eller et arbejdshus (s.192 ).
Trods ”Kassens” flotte syn udefra, ændrer det sig, når man træder ind. Pontoppidan beskrivelse er sarkastisk i forhold til ”Kassens” udseende. Arbejderne er samlet inde mellem ”Kassens” mure, når hånden bliver for svag og ryggen for kroget til at arbejde på marken (s. 192). De arbejder dagen lang, og den eneste oplivende afveksling er når maden serveres. Deres mad består af tørt rugbrød med kogt, opspædt vand, som de kalder for øl. Til middag er der vælling og en sild eller grøn søbekål med roer og kartofler – imens kan de dufte inspektørens bøf (s. 193).
Det er gratis at oprette en konto