'Undskyld'

Jeg sad over i hjørnet, og snakkede med Kim og Martin, da Søren pludselig kom over. Han så helt forpustet ud, og det lignede at han næsten lige havde løbet et maraton. Han prøvede at sige noget, men ingen af os forstod det. Han stod og gispede efter vejret, imens han kiggede på os. ”Det Marie, hun står og danser med Simon” udbrød Søren. Alt stod stille. Jeg følte en ufattelig stor tomhed. Jeg kunne ikke forstå, at den som jeg var så forelsket i, stod og dansede med den klammeste person i hele verden, altså ifølge mig er han den klammeste. ”HALLO, lad os smadre ham!” råbte Martin, imens han hev mig desperat i armen. Det hele virkede uvirkeligt, da vi pressede os frem mod dansegulvet. Alt de blinkende lys gjorde det svært at se noget, og det var ikke fordi at sprutten jeg havde drukket gjorde det meget bedre. Jeg var helt væk, da jeg lige pludseligt stod over for Simon. Et kæmpe stød ramte mit bryst, og jeg væltede omkuld. Kim og Martin tog hver min arm og hjalp mig op igen. Martin hviskede i mit øre at jeg skulle tæske ham, men da jeg ville svinge min arm, var det som om jeg var lam. Jeg prøvede og prøvede at bevæge min arm, men ingenting skete. Imens jeg stod og prøvede på at få kontrol over min krop, svingede Simon sin højre knytnæve lige imod mit fjæs. Det sagde et ordentligt klask da han ramte mig. Mere kan jeg ikke huske. Da jeg vågnede næste dag, dunkede det utrolig meget i mit hoved. Det hele var helt sløret da jeg kiggede rundt. Ud fra min bedømmelse lignede det ikke mit sted. Jeg blinkede et par gange med øjnene, og fik lige så stille synet tilbage. Hvor fanden er jeg henne man tænkte jeg. Jeg lå i et lille rum med nogle maskiner der bippede. Inden jeg havde nået og orientere mig ordentligt åbnede døren lige så stille, lige et sekund håbede jeg at det var Marie, men skuffende nok kom min mor ind. Hun løb hen og kyssede mig på kinden. Egentlig var jeg ikke særlig glad for at se hende, da jeg havde håbet det var Marie. Min mor fik tåre i øjnene og klemte min hånd hårdt. ”Jeg er okay mor” sagde jeg og gav et lille smil fra mig. Hun smilede forsigtigt igen og grinte så. ”Hvor har jeg dog været bekymret for dig”. Jeg svarede ikke. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg lå bare og kiggede op i loftet. ”Jeg elsker dig” sagde min mor stille. Jeg gad egentlig ikke og svare, men alligevel sagde jeg at jeg også elskede hende. Jeg vågnede med en frygtelig hovedpine. Jeg kiggede rundt, men det hele var helt sløret. Jeg blinkede med øjnene, og fik lige så stille synet tilbage. Jeg vågnede i et meget lille rum. Det eneste der var, var en stol, en seng og nogle maskiner der bippede. Pludselig begyndte døren at åbne sig og ind kom hun pigen i mit liv.