Hvem er 'Sorte September'?

Hvem er ” Sorte September”?Før aktionen i München vidste verdensoffentligheden meget lidt om den palæstinensiske undergrundsorganisation ”Sorte September”, der udsprang af Yassir Arafats al-Fatah bevægelse. ”Sorte September” opstod på baggrund af de dramatiske begivenheder i Jordan i september 1970. I 1967-krigen mellem Israel og de arabiske lande flygtede omkring 200.000 palæstinensere til Jordan. Dette bidrog til en yderligere tilspidsning af den indenrigspolitiske situation og spændingerne voksede mellem de palæstinensiske organisationer og det jordanske monarki under kong Hussein. PFLP (Folkefronten for Palæstinas befrielse) og DFLP (Den demokratiske folkefront for Palæstinas befrielse) arbejdede for monarkiets fald og etablerede en befriet zone i det nordlige Jordan. De mere moderate, borgerlige kræfter i PLO (Palæstinensisk befrielsesorganisation, der fungerer som paraplyorganisation for de fleste palæstinensiske organisationer)omkring al-Fatah ville derimod opretholde et samarbejde med kong Hussein og bruge Jordan som operationsbase i kampen mod Israel. I september 1970 kom det til den første store militære styrkeprøve mellem de palæstinensiske fedayeen og kong Husseins jordanske beduinhær. Mens Sovjetunionen, Irak og Syrien støttede palæstineserne, støttede Israel og USA kong Husseins militære offensiv. I juli 1971 måtte de sidste væbnede PLO-enheder forlade Jordan og flytte deres baser til Libanon. Omkring 40.000 palæstinensere, deriblandt mange civile, mistede livet i kampen mod kong Husseins hær.Palæstinensiske sportsfolk udelukkes fra OlympiadenI forsommeren 1972 henvendte PLOs ungdomsorganisation sig til den olympiske komité for at ansøge om deltagelse i de oplympiske lege. På trods af to officielle henvendelser gad komiteens ledelse ikke engang at besvare de unge palæstinensiske sportsfolks ønske om at deltage. Dette udløste vrede i den arabiske verden. Aktivisterne fra ”Sorte September”, som længe havde haft planer om at gennemføre en befrielsesaktion for de politiske palæstinensiske fanger, så olympiaden i München som en oplagt anledning til at gå i aktion. Protesten mod, at palæstinenserne blev udelukket fra denne internationale sportsbegivenhed, skulle sættes på dagsordenen i verdensoffentligheden og kidnapningen af de israelske sportsfolk skulle bane vejen for de palæstinensiske politiske fangers frihed. ( Kilde: Al Fatah-lederen Abu Iyads selvbiografi. Han blev likvideret af Mossad i Tunis i marts 1991 - angiveligt for at være én af ”arkitekterne” bag aktionen i München). Katastrofen i MünchenI hæsblæsende fart skøjter filmen hen over de dramatiske begivenheder, der ender med vilde skyderier, eksplosioner og udbrændte helikoptere i den tyske militærlufthavn Fürstenfeldbruck i Bayern. Resultatet kunne ikke have været værre: Alle 9 israelske sportsfolk omkommer i ildkampen, ligesådan 5 af de 8 palæstinensere samt en politimand. Tilskuere, som ikke i forvejen har kendskab til gidseldramaets reelle forløb, har ingen mulighed for at kapére, hvad der egentlig skete. Scenariet afspejler snarere Hollywoods forkærlighed for bombastisk action end for at fortælle en sammenhængende historie. Brudte aftaler og politiets ansvarHvad der virkeligt skete var, at den tyske politiledelse, de ansvarlige politikere under ledelse af den socialdemokratiske forbundskansler Willy Brandt og den liberale indenrigsminister Hans-Dietrich Genscher samt Mossad-chefen Zwi Zamir, der fløj fra Israel til Tyskland samme nat, holdt fælles krisemøde. Her besluttede de at iscenesætte den med palæstinenserne indgåede aftale om at lade dem og deres israelske gidsler udrejse til Kairo. Bagtanken var imidlertid at lade politiet angribe og passivisere de palæstinensiske gidseltagere på et gunstigt tidspunkt. Aktionen mislykkedes af mange grunde : De 17 tyske politifolk, der var placeret i den BOING 727, der skulle foregive at flyve til Ægypten, ombestemte sig, da de så, at maskinen var placeret på en måde, at cockpittet befandt sig midt i skudlinien i tilfælde af en væbnet konfrontation. Ingen af de tyske politifolk havde nogen specialuddannelse. De fleste havde indtil denne dag udelukkende arbejdet som trafikbetjente. Efter en kort debat forlod det samlede polititeam flyvemaskinen og skjulte sig i buskadset på randen af landingsbanen. Politilederen Georg Wolf, der betragtede tilbagetoget oppe fra kontroltårnet, mistede fatningen ved synet af hans kollegaers samlede retræte. Kort tid efter ankom to helikoptere med palæstinenserne og de israelske sportsfolk. Da de to palæstinensere, som kontrollerede flyvemaskinen konstaterede, at den var tom og uden besætning, vidste de, at de var lokket i en fælde. Højt råbende løb de tilbage til de ventende hellikoptere for at advare deres kammerater.De tyske skarpskytter skød løs på palæstinenserne, der besvarede ilden og søgte dækning under den ene helikopter. Da var klokken 22.38 og ildkampen varede indtil 01.32. Derefter stilhed, våbnene tav. Alle ni gidsler var døde, ligeledes 5 fedayeen, de sidste 3 palæstinensere var alvorligt såret. En tysk politibetjent var død og to andre livsfarligt såret. Mange politifolk var lettere såret. I det bayriske politis efterfølgende kortlægning af disse dramatiske begivenheder blev det fastslået, at det ikke kan udelukkes, at et ukendt antal gidsler og nogle polibetjente kunnne være blevet ramt af politiets egne kugler. En nøjagtig undersøgelse var ikke mulig, da de israelske sportsfolk brændte inde i de eksploderende helikoptere.Protesterne over det tyske politis dilletantiske fremgangsmåde vækkede vrede verden over, men snart fortonede kritikken sig og det lykkedes for den reaktionære del af medierne at skubbe hele ansvaret over på palæstinenserne.