Tik-tak-tik-tak… Tine så op på det lille ur der hang over hendes datters hospitalsseng. Denne lyd var dog ikke fremmed for hende, eller på nogen måde irriterende. Den var der bare, ligesom den havde været der alle de andre dage og nætter hun havde besøgt hendes datter Louise. Den dag var det præcist 5 dage siden at Louise var blevet indlagt.
Tine sad i den samme stol som hun var blevet så vant til, helt henne ved Louises seng. Hun rakte hånden hen imod hende, og selvom hun vidste at hendes datter ikke var i stand til at gøre det samme havde hun alligevel stadig et lille håb om, at Louise ville slå sine smukke øjne op i det samme sekund, og tage imod hendes hånd. Men der skete stadig ikke noget. Hun lå der stadig, stiv og stille med tunge vejrtrækninger. For slet ikke at snakke om alle de ledninger og slanger der sad ind og ud af hende, og var den eneste grund til at Louise nu kunne holde sig i live overhovedet.
Lægerne havde fortalt tidligere om morgnen om hendes situation. Tine vidste udmærket godt hvad de ville sige og spørge om, dog ville hun aldrig komme til at forstå det, selv hvis hun prøvede at respektere det.
Det er gratis at oprette en konto