Sproglig-stilistisk analyse af kronikken ”Så er der kød på bordet igen” skrevet af Flemming Andersen. Udgivet på Berlingske Tidens hjemmeside fredag den 20. marts 2009.
Nu til dags er det ikke kunst men der ligger bag nye litteraturværker, nej, i dag bliver de forskellige litteraturværker vurderet ud fra forfatterens personlighed, dvs. at der derimod bliver lagt meget mere vægt på hvem der har skrevet litteraturen. Som der står meget præcist i teksten: ”Selve ordene kunst og kultur er blevet tildelt et nyt indhold.”
Den verden vi lever i dag er blevet meget mere informativ (bl.a. pga. af globalisering), og når vores verden er så informativ, påvirker det os mennesker i en retning af grådighed, dvs. folk vil gøre næsten alt for at tjene penge og komme op i de øvre rækker i samfundet. Det Flemming Andersen bliver frustreret i denne tekst er at han mener medierne er begyndt at lade alt det gode litteratur blive ligegyldig gjort og i stedet for bliver uvirkelige historier bag gjort langt mere spændende. Men han dog ikke kun det er medierne der ”pisker en stemning op”, nej, han mener at forfatterne selv er ligeså meget skyld i det. Han skriver bl.a. at »Tidligere spejlede læserne sig i romanen og ikke i forfatteren. De tider er forbi. Nu skal der virkelige safter i spalterne og ofre i den offentlige kulisse, alt sammen i kunstens hellige navn og ret til at udstille hvem som helst hvor som helst.« Samtidig konkluderer Flemming Andersen dog, at der aldrig har været en hel tæt linje mellem forfatteren og hans værker, men at der altid har eksisteret et ”figenblad”. Flemming Andersen: ”Den der lever gennem medierne, lever virkeligt, den, der ikke gør det, fører en skyggetilværelse, der ikke er meget lir og slag i.” Her mener han, at vi nu til dags, lever i en meget medie fyldt verden, hvilket jeg kun kan give ham ret i, derudover mener han at denne verden har berettiges os til, at vi udstiller os selv i det offentlige rum, for ellers har vi ikke levet det fulde liv.
Det er gratis at oprette en konto