Der var engang en by i et tilfældigt hjørne af Danmark. I denne by var det ifølge kalenderen, en ganske almindelig dag midt i januar måned. Eller det vil sige, faktisk var det nærmere aften. Skumringen havde sænket sig og duggen var begyndt at falde på den lille, rektangulære græsplæne foran nr. 12. Solens stråler, der i løbet af de sidste ti minutter havde skiftet farve fra klar gul til en orangerød farve, forsvandt længere og længere ned bag horisonten og gjorde de nøgne træer til mørke silhuetter med massevis af snoede og forkrøblede arme, der strakte armene mod de gyldne skyer på den snart mørke himmel.
Fuglen plejede at dukke op der på himlen, lige dér i solnedgangen. Få minutter inden den rødglødende kugle endegyldigt forsvandt i horisonten. Tættere og tættere på huset ville den flyve. Ned mod den halvvisne, gule græsplæne hvorpå sneglen sad og ventede. Den store gulligbrune fugl havde set alt hvad der var hver at se og aflagde et par gange om ugen rapport til sneglen, der fandt disse fortællinger utroligt underholdende. Sneglen forventede hvert øjeblik at fuglens silhuet ville dukke op som den plejede, ud af ingenting. En kulsort silhuet i mærkværdig kontrast med den farvestrålende himmel. Men fuglen kom ikke i dag.
Det er gratis at oprette en konto