Der var engang en snegl. Andres hed han. Andres boede i en lille landsby sammen med sin mor, far og sine 7 søskende.
Anders var ikke en lykkelig snegl, ret og sagt han var en meget ulykkelig snegl. Anders var nemlig ikke en helt normal snegl, eller jo han var faktisk lige så normal som alle andre snegle, inderst inde. Men uden på lignede han ikke alle andre snegle, Anders var nemlig meget større end alle snegle. Han var den største snegl i hele landet, selvom han var en af de yngste.
Anders blev ved med at voksne. Lige fra da han kun var 3 uger gammel var han større end sin egen mor, og han var blevet ved med at vokse.
Anders blev mobbet rigtig meget begrund af sin højde, ingen gad at lege med ham, kaldte ham tarveligt ting ellers blev han bare ignoreret. Anders følte altid at han ikke hørte til.
En nat havde Anders en skøn drøm. En drøm han ville ønske ikke bare var en drøm.
Han drømte at han en dag fik nok. Han bestemte sig for at vandre ud i verden. Han pakkede en hurtig madpakke, og så ellers bare af sted. Han gik ikke længe før han fandt et sted han kunne få ly natten over. Imens han sov, kom 3 snegle. Sneglene var ligesom ham. Altså de var lige så store som ham. Anders vågnede af at de stod og kiggede underligt på ham. ”Undskyld, men du ligger altså i min bladbunke” sagde den ene af sneglene. Anders skyndte sig at hoppe ud af hans bladbunke, så han ikke fik ballade. De tre snegle spurgte om hvem han var, og Anders præsenterede sig selv og fortalte hvorfor han var stukket af. De tre snegle var meget forstående, for de havde selv oplevet det sammen. Der gik ikke lang tid før de alle fire sad og grinte og havde det hyggelig. Anders og de tre andre kæmpe snegle endte ham snegleverdens aller bedste venner.
Det er gratis at oprette en konto