Det uforglemmelige: et minde om Louise

Jeg husker det, som var det i går, det var lørdag d. 29-6-2002 din 18 års fødselsdag. Du skulle holde kæmpe fødselsdags fest ude i din have solen skinnede, himlen var blå og der duftede af sommer. Du havde din nye sorte kjole på og dine rosa stiletter, begge dele var noget, som vi havde købt sammen i London. Du havde fået sat dit vidunderlige hår hos en frisør, ja… du lignede en prinsesse. Kl. 18 kom dine gæster, vi havde det rigtig hyggeligt, vi sang fødselsdags sang for dig, og du skulle have de 18 shots. Du kunne ikke klare dem alle sammen, men du fik da over halvdelen ned, vi havde aftalte at tage ind på jomfru ane gade for at feste videre. Selvom vi alle sammen var godt fulde valgte vi alligevel at køre på motorcykel ind til byen. Så du satte dig op på [NAVN B]s motorcykel og jeg satte mig op på [NAVN C]s motorcykel. Da vi var klar til at køre satte de speederen i bund, og vi suste ud af din indkørsel, vi kørte med 130 km/t gennem gaderne i Aalborg, vi havde det rigtig sjovt, vi kørte om kap, men pludselig kunne jeg se, der kom en bil kørende, jeg råbte til [NAVN C] at der kom en, han nåede at undvige den, og vi prøvede også at råbe det til [NAVN B] og dig, men i kunne ikke hører det så 20 sek. senere hamrede i lige ind i den modkørende bil. Jeg så, at i begge 2 fløj af motorcyklen, og jeg kunne høre at du skreg, jeg sprang af motorcyklen, og løb hurtigere, end jeg nogensinde har gjort før hen til dig. Jeg kunne kun se dit ansigt, som var fyldt med blod, jeg satte fingeren på din puls, den var meget lav, jeg tastede 112 på min telefon, og skreg nærmest ind i telefonen mens jeg kiggede på dig, 5 min. senere kom der 2 ambulancer, og lidt senere kom der en politi bil. Ambulance folkene løb hen til [NAVN C] og dig, de fik hurtigt [NAVN C] op på en båre, men det var værre med dig, fordi dine ben var fastklemt inde under bilen, de måtte tilkalde Falck, så de kunne skære dine ben fri, efter lang tids besvær lykkedes det dem endelig at få dig løftet op på båren og ind i ambulancen. Jeg tog med dig ind på hospitalet, på vej derind sagde ambulancemanden til mig at din tilstand var meget kritisk, ambulancemanden gav dig en hel masse indsprøjtninger, efter 10 min. kom vi endelig ind på hospitalet hvor der stod sygeplejersker og læger klar til at hjælpe dig, de kørte dig hurtigt ind på en operations stue, og lukkede døren, jeg måtte ikke komme med ind. Jeg satte mig lige uden for operationsstuen, hvor der lugtede af hospital, og det eneste jeg kunne se var gamle nedslidte ting. Jeg begyndte at græde, Klokken var 05:42, det var omkring 1.time siden, jeg havde ringet 112. Da klokken blev 06:00, ringede jeg til dine forældre, det er det sværeste opkald jeg nogensinde har gjort, men jeg tog mig sammen, og tastede 98 67 23 87 den ringede 5 gange før der var nogen, som tog den, i røret hørte jeg en stemme, det var din mors stemme, hun sagde ”hallo det er Helle” jeg sagde svagt ”hej det er [NAVN D], [NAVN A] har været ude for en trafikulykke, og hun ligger lige nu inde på operationsstuen” jeg kunne ikke holde tårerne væk, og jeg begyndte at græde, det sidste jeg hørte din mor sagde var”vi kommer så hurtigt vi kan”, og hun lagde røret på. 10. Min senere så jeg, din mor kom løbende for enden af gangen og din far lige efter. Jeg kunne se, din mor havde grædt, hun spurgte hvad der var sket, og jeg fortalte din mor hele historien. Efter at have siddet uden for operationsstuen i halvanden time så jeg endelig at døren gik op derinde fra. Der kom en læge ud, han fortalte at din tilstand havde været meget kritisk, og at de havde kæmpet hårdt for at redde dig, men du overlevede ikke. Jeg håbede til det sidste på at du ville overleve, men din livs gnist gik ud og mit håb forsvandt.