Der var engang en stor snegl. Den boede i en lille landsby ude på landet.
Her levede den med sin Far sin Mor og dens 47 søskende. Men sneglen var så ulykkelig. Den følte sig anderledes, og sær. Den var nemlig meget større end alle sine venner. Faktisk var den den største snegl i hele byen, ja endda i hele landet! Sneglen var den yngste i søskendeflokken, men
alligevel var den for længst vokset sin ældre søskende over huset. Sneglen var så trist, og gik og sukkede: ”Bare jeg var en lille snegl. Bare jeg var som alle de andre!” Men sneglen blev ved med at være den største snegl. Den ragede altid et halvt hus højere op end de andre, den blev altid fundet først når den legede skjul med de andre snegle henne i skolen, og det var altid
dens slimspor der var størst, bredest og mest slimet.
Selvom de andre snegle snakkede med den og legede med den, følte den altid den ikke hørte til. Så en dag havde sneglen fået nok, den bestemte sig for at vandre ud i verden for at finde lykken. Den pakkede hurtigt sin rygsæk, sagde farvel til sine fader, moder og søskende, og drog så ud i verden.
Det er gratis at oprette en konto