Mens jeg lå oppe i min hjerteformede seng, og chattede på min nye Aple computer, ringede min I Phone. Jeg havde næsten allerede gættet, at var det Malou, som ring-ede. For da vi forlod hinanden på stranden nævnte hun, at hun ville ringe.
Hun spurgte, om jeg ville med ned til ishuset, Bo og de andre ville også komme. Vi aftalte at mødes dernede kl. halv otte.
Da klokken blev fem minutter i halv otte, greb jeg min nye cykel, trådte hårdt i pe-dalerne, og susede ned ad strandvejen, mine øjne løb i vand, enten fordi jeg kørte hur-tigt, eller fordi vi var tæt på stranden og jeg stadig havde mén, efter mit allergianfald tidligere på dagen.
Da jeg kom ned på stranden var de andre kommet. De sad på den gamle strandbænk ved siden af ishuset. Da vi havde siddet der lidt, købte vi os en vaffelis og gik ned på stranden.
Vi løb alt hvad vi kunne hen til vores yndlingssted - stenstranden. Stenstranden, som vi kalder den, er et sted hvor der ligger en masse store sten oppe på land, de er så sto-re, at vi alle fire sagtens ville kunne sidde på den samme sten.
Da vi kom derned kiggede jeg ud over stranden, og på en sten længere nede, lå der noget. Jeg kaldte på de andre, og vi gik hen og kiggede hvad det var. Straks jeg så hv-ad det var, gik jeg i chok og begyndte at ryste.
Det er gratis at oprette en konto