Vi gik ud af døren, og hen imod skuret. Der stod vores cykler. Vi satte os op og kørte. Nu var vi på vej. Det der skulle til at ske nu, var bare et hurtigt kapitel, som skulle overstås så hurtigt som muligt. Det var ikke rart, men det var nødvendigt.
Da vi nåede frem til kirken, var der næsten helt øde. Kun få kirkearbejdere gik rundt, ellers var der ingen. Der var nu også 1 ½ time til at begravelsen begyndte. Jeg tror at vi alle håbede på, at der ville komme flere end os 3 selv. Vi var godt klar over, at der ikke ville komme mange, men vi håbede på så mange som muligt. Sådan her startede den, indtil nu, værste dag i mit liv.
Nu var der kun ti minutter til at vi begyndte, men nu var der trods alt også kommet nogle andre mennesker. Min mors forældre var her, og min farfar var også kommet. Da mine bedsteforældre havde været inde og sige farvel, satte vi os alle i kirken, og præsten kom ind. Så begyndte han at snakke. Han snakkede om Gud, himlen og helvede, syndere og tilgivelse. Jeg kunne ikke lide den måde han snakkede på, så til sidst begyndte jeg at ignorere alt hvad der kom ud af hans mund, og begyndte selv at sidde og tænke. Jeg tænkte på alt muligt. Gode ting, dårlige ting. Men selv nu hvor jeg sad og koncentrerede mig meget, havde jeg svært ved at finde særlig mange gode ting, jeg havde oplevet i mit liv. Jeg havde ikke rigtigt før tænkt over det på den måde, jeg gjorde nu. Det var underligt. Jeg havde heller ikke før set mit liv, som et af dem, der lå helt i bunden af sækken, men det gjorde jeg nu. Det var ikke en rar tanke, så jeg skyndte mig at tænke på noget andet. Men det næste jeg tænkte på var heller ikke noget specielt rart, men jeg kunne ikke få det ud af hovedet. Jeg tænkte på hvordan Elisabeth ville have hadet det her. Hun kunne ikke holde ud bare at gå forbi en kirke. Hun afskyede alt, hvad der havde med den kristne tro at gøre. Det var også alt sammen Alis skyld.
Det er gratis at oprette en konto