Vi gik ud af døren med hinanden i hånden. Vi satte os ind i bilen. Jeg sad på bagsædet med mor ved siden af mig. Hun krammede mig. Min far sad helt stille på forsædet og styrede bilen. Der var heldigvis ikke så langt ned til kirken, for bilen slingrede en smugle, han var åbenbart nevøs. Jeg var også ved at blive nevøs, men for at komme til andre tanker, tænkte jeg på min søster, som nu var død . Det er ikke til forstå. Jeg tænker stadig på den dag i sidste uge, hvor vi fandt hende med en snor omkring halsen, dinglende ned fra loftet, med en seddel i sin hånd, hvori der stod: ”Undskyld mor, far og Rie. Jeg kunne bare ikke holde mit liv ud længere. Alt for mange fejl, alt for lidt respekt. I skulle bare vide hvor meget jeg har grædt. Jeg ved i vil blive kede af det, men det er den eneste udvej. Jeg er simpelthen uvenner med alle. Alle tror bare ondt om mig, uden grund. Jeg kan ikke holde det ud længere. Farvel for evigt. Jeg elsker jer. Kys Mie.”
Vi ankom til kirken. Jeg stod ud af bilen, men mor og far sad stadig der inde. En tåre trillede ned af min kind. Mor og far kom ud af bilen. Mor tog mig i hånden og sagde: ”Det skal nok gå det hele, det vil bare tage lidt tid.” Jeg gik bare videre uden at svare.Vi nåede endelig ind i kirken, hvor vi hilste på præsten. Der var omkring 500 mennesker i kirken. Der var næsten ikke plads til alle. Jeg genkendte mange af mine søsters veninder, som sad med hinanden i hænderne og græd. Præsten viste os op til vores pladser, som var oppe foran. Mormor, morfar, farmor og farfar sad også på den række. De var også kede af det.
Det er gratis at oprette en konto