Analyse af Naja Marie Aidts 'Vandmærket'

Fantastiske, beskrivende fortællinger om mennesker, som på grund af narko, sorg eller ”almindelig” skrøbelighed i sindet, befinder sig i udkanten i det danske samfund.

Af Michael MadsenTorsdag den 16. april 2009, 13.55.

Endnu engang har Naja Marie Aidt, med sin bog vandmærket, bekræftet, at hun er en af Danmarks bedste forfattere. Hun har tidligere modtaget flere priser, for hendes fantastiske værker. Aidt har blandt andet, som nogle af sine seneste priser, modtaget Kritikerprisen i 2006 og Nordisk Råds Litteraturpris i 2008. Aidt debuterede som forfatter og digter i 1991, hvor hun udgav sin første digtsamling, Så længe jeg er ung.

Om vandmærket

Novellesamlingen ”Vandmærket”, udgav Aidt i 2008, og er en række fantastiske fortællinger, som kun venter på en læser. Novellerne omhandler en række fortællinger om ”sociale tabere”, som på grund af narko, sorg eller en anden ”almindelig” form for skrøbeligt sind, befinder sig i udkanten af det danske samfund. Hun beskriver personerne i novellerne godt, og hun formår at fremkalde en masse gode, flotte og til tider en smule skræmmende billeder i hovedet på læseren. Blot et af disse eksempler vil jeg gerne vise, da det flot beskriver, hvordan, man blot i dette citat kan se, hvordan miljøet, levemåden og, at de lever i udkanten af samfundet. ”Det var et ubeboet hus. Men nogen boede her. Creepy boede her, og flere andre. De boede her på spredte madrasser, med deres guitarer og krybdyr, med deres fulde og tomme flasker rullende rundt på gulvet, med deres små, hvide bunker speed og kokain og forskelligt andet i plasticposer og lukkede rør, gemt i lommer og aflåste bokse” – citat taget fra historien ”Som englene flyver” på første side. Som sagt kan man i dette citat se, hvordan personerne i historien lever i udkanten af samfundet, da de ikke rigtig har noget hjem, hvor de føler sig tilpas, og derfor søger de hen i disse hjem. Dog er det ikke kun disse personer, som er tabere i denne historie, men én person som hovedpersonernes moder, er også en ”taber” i denne novelle. Jeg synes dette er en af de bedre historier, da dette er en historie, hvor enhver læser, kan se den dybere mening i historien. Dog er dette gennemgående i de fleste af Aidts noveller, både i dette værk, og i mange af de forrige.