Ansvar og skyld

AnsvarAnsvar og skyld. Hænger det ikke uløseligt sammen? Hvis du har ansvar for et andet menneske, har du også skylden, hvis det menneske kommer galt af sted. Skyld. Er der noget, vi mennesker ikke kan klare, er det skyld. Vi vil altid gerne kunne pudse glorien, så den glimter og børste de sidste små støvfnug af vores skjorter. Men med skyld er glorien pludselig rusten og skjorten helt umulig at få ren. Vi kan ikke klare skyld. Men ansvar er også andet end skyld. Ansvar er også en hædersbevisning. Vi stoler på dig, derfor får du ansvaret. Et ansvar kan få os til at gå skridtet længere. Kæmpe lidt mere. For nogen stoler på os. Ansvar kan give os følelsen af at være betydningsfulde. Nogen har brug for os. Det være sig en lille baby eller en stor stærk chef. Vi er nødvendige. Vi har fået et ansvar.Vi har et ansvar for hinanden. Lige meget om vi ønsker det eller ej. Nogle gange kan det være hårdt og krævende, men alligevel kan vi ikke slippe af med det. Hvis ikke vi følte et ansvar for andre, ville vores samfund ikke fungere. Så ville vi ikke passe på de gamle, når de ikke længere selv kan. Så ville vi ikke tage os af narkomanerne, der selv har givet op. Vi ville ikke forsøge at give de uhelbredelige, der pludselig er blevet en udgift i stedet for en indtægt for samfundet, et så godt liv som muligt. Men det gør vi. Vi tager et ansvar for andre end os selv. Vores ansvar for hinanden er som et stort sikkerhedsnet parat til at gribe dem, der snubler og falder. Vi hjælper dem, der ikke selv kan. Når man pludselig ikke tager et ansvar går der hul i det net, og nogen falder igennem. Der er brug for, at vi alle tager et ansvar.Du så godt, hvordan de andre elever blev draget hen mod den sammenkrøbne skikkelse på gulvet. Du mærkede også trækket i dig selv og så, hvordan også dine ben begyndte at bevæge sig derhen. Bagefter kan du jo altid undskylde med, at du bare ville se, hvad der skete. Men du vidste det jo godt ikke? Det var jo ikke første gang. Hun sad der på gulvet med hænderne om kroppen som for at beskytte sig selv. Beskytte sig mod jer. I må have været en 10-12 stykker. Drenge og piger blandet sammen stående i en tæt kreds. En tæt pakket gruppe af mennesker, der alle puffede og masede for at komme tæt på uden at røre hende. Man ville gerne kunne se, men røre ville man ikke. For hvis man rørte, kom man for tæt på. Blev en del af det. Blev skyldig. Og skyldig var du jo ikke, så røre kunne du heller ikke. Det var som at hoppe tilbage til slutningen af middelalderen. Helt tilbage til heksebrændingerne. I så lige sådan ud. Der var en bøddel. Der var et offer. Der var en opildnet skare af mennesker, der ville underholdes. Bøddelen var skræmmende og samtidig fascinerende. Fascinerende fordi personen virkede så umenneskelig, men samtidig vidste du, at der gemte sig et menneske bag masken. Der var en heks. Et menneske, der var anderledes og derfor skulle straffes. I forstod hende ikke. Forstod ikke, hvordan man kunne være så svag. Forstod ikke, at man ikke nødvendigvis behøvede at være som jer. Derfor blev hun brændt. Så var der jer. Tilskuerne. Man kunne se, bålets ild genlyses i jeres øjne. Se, hvordan i på en måde ikke brød jer om det, der skete, men samtidig var tryllebundet. Du rystede godt nok på hovedet og hviskede til din sidemand, at det da var synd. Troede du virkelig, at den lille bevægelse af hovedet kunne redde din hellige sjæl fra skærsilden? Troede du virkelig, at den bevægelse kunne ændre noget? Gøre dig mindre skyldig? Du kunne have brudt ind. Bedt dem om at stoppe. Du kunne have lagt en beskyttende arm om pigen på gulvet. Du kunne være løbet op til lærerværelset og bede nogen om at tage hånd om det, hvis du ikke selv havde modet. Du kunne have gjort så meget, men du gjorde intet. Du valgte passiviteten.